Rival Sons
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Copenhell - København - 25.06.2026
Glade for gamle dage, men ikke sit publikum
Måske kunne der synges, men ensartethed og afvigelse fra fællesskabet bed Rival Sons bagi.
Introduceret som god gammeldags rock’n’roll uden nonsens. Det var infaldsvinklen for Rival Sons og dermed oplagt til et publikum, der higede efter nogle klassiske toner. Efter koncertens startskud blev man dog meget hurtigt klar over, hvorfor rockmusik har ændret sig de sidste halvtreds år. Michael Miley på trommer spillede nærmest det samme hver sang, og det blev trættende meget hurtigt. Dave Beste på bas og Scott Holiday på guitar kunne da også godt bestå musik på C-niveau i gymnasiet, men de var ikke hverken performers eller rockstjerner. Jay Buchanan, der i år udgav en soloplade, er en livlig vokalist. Hans skrig skabte intensitet, som godt kunne minde lidt om de gode gamle Led Zeppelin-dage, men selv den kære frontfigur sad fast i et øjeblik, der ikke fandtes. Ofte talte han om enten fortiden, og iscenesatte sig dermed som frelseren fra alt dårligt rock, eller også talte han om sig selv, og om hans tur til frisøren. Det fremstod som arrogant og til tider direkte irriterende. Buchanan var ikke hverken frelser eller ’the shit’. Han var nærmere en fængselsvagt med tamburin og high notes.
Too bad - ingen elektricitet
”Too Bad” er ganske vist et monsterhit og den ramte helt rigtigt, som den rockhymne den er med en Buchanan, der gav alt, hvad han havde. Det var dog kort inde i koncerten, og med ”Electric Man” og ”Do Your Worst” sneg der sig en fuldstændig kedelig ensartethed ind. Det værste var når bandet ofte ville lade en sang slutte, for så alligevel at fortsætte den et minut senere efter flere og flere skrig fra Buchanan. Man stod og klappede for bare at blive snydt gang på gang. Udover ”Too Bad” var der også en anden bemærkelsesværdig oplevelse, og der skulle vi hen imod slutningen af sættet, hvor vi fik et cover af Black Sabbaths ”Electric Funeral” fra en af de mest ikoniske plader i rockmusikkens historie. Den var rart at være på gensyn med, og af samme årsag var det derfor også trist, at Rival Sons satte skæbnen på spil ved at lægge sig nær legenderne. Det var flot, men farligt. Ellers var der ganske få sange i sættet, man egentlig bed sig fast på, hvis man ikke lige var superfan. En samling bær, der smagte godt, men man bliver forstoppet for hvert eneste, man spiser yderligere.
Kunne lige så godt have spyttet og gået igen
Nogen kan se gennem fingre med middelmådig musik. Man klapper jo også ad nogen, der er ved at lære. Men Rival Sons burde vide bedre, give mere, og af alle de forventninger de satte, var det de færreste, de kom igennem med. Buchanan, der som sagt virkede nærmest ligeglad over for publikum, gjorde virkelig lidt for at få folk med på hans tur. Hvis man vil give ham point for at gå lidt fra venstre til højre og intet spændende ellers sker på hele scenen, så fortjener man en guldstjerne i medlidenhed. Tæerne krummede længere og længere tilbage i takt med koncertens progression, og lysten til fyre den af, feste, crowdsurfe, mosh, smide djævlehorn, eller endda være vågen, forsvandt for øjnene af de søde festivalgæster. Og bum, så sluttede det bare! Endnu engang blev man snydt, da bandet bare gik af scenen og erstattet af en annoncør. Måske de godt selv vidste, at det ikke var deres skarpeste moment.
