Rival Sons
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Copenhell - København - 25.06.2026
Glade for gamle dage, men ikke sit publikum
Måske kunne der synges, men ensartethed og afvigelse fra fællesskabet bed Rival Sons bagi. Introduceret som god gammeldags rock'n'roll uden nonsens, var Rival Sons lagt op til dem der ætsede efter nogle af de klassiske toner. Efter startskud blev man dog meget klar over, hvorfor rockmusik har ændret sig de sidste halvtreds år. Michael Miley på trommer spillede nærmest det samme hver sang, og det virkede måske de første par numre en smule interessant, men det blev trættende meget hurtigt. Dave Beste på bas og Scott Holiday på guitar kunne da også godt bestå musik på C-niveau i gymnasiet, men de var ikke hverken performers eller rockstjerner. Jay Buchanan, der i år udgav en soloplade, er en livlig vokalist. Hans skrig skaber intensitet som godt kunne minde lidt om de gode Led Zeppelin dage, men selv den kære frontfigur sad fast i et øjeblik der ikke fandtes. Ofte talte han ud om enten de gode gamle dage, og iscenesatte sig som frelseren for alt dårligt rock, eller også talte han om sig selv, og om hans tur til frisøren. Det fremstod som arrogant og til tider direkte irriterende. Buchanan var ikke hverken frelser eller 'the shit'. Han var nærmere en fængselsvagt med tamburin og high notes.
Too bad, ingen elektricitet
"Too Bad" var godt nok et monster hit. Den ramte helt rigtigt som den rock hymne den er, og Buchanan gav alt hvad han havde. Det var dog kort inde i koncerten, og om det var "Electric Man" eller "Do Your Worst" var det nærmest i fuldstændig ensartethed. Det værste var når bandet ofte ville lade en sang slutte, men så fortsætte den et helt minut senere efter flere og flere skrig fra Buchanan. Man stod og tænkte "det var vel slutningen", måske klappede man for sangen der, bare for at blive snydt, gang på gang. Udover "Too Bad" var der også én mærkværdig oplevelse, nemlig slutningen af sættet der gik på et cover af Black Sabbaths "Electric Funeral" fra én af de mest ikoniske plader i rockmusikkens historie. Det var rart at være på gensyn med, og det er derfor også trist, at Rival Sons satte skæbnen på spil, ved at lægge sig nær legenderne. Det var flot, men farligt. Ellers var der så få sange man egentlig bed sig fast på medmindre man var superfan. En samling bær der smager godt, men de bliver værre for hver eneste man spiser. Heldigvis var der mulighed for at tage andre steder hen på pladsen, for ellers var det tvangsfodring der ikke engang ville kunne redes af gode intentioner.
Kunne lige så godt have spyttet og gået igen
Nogle kan se gennem fingre med middelmådig musik. Man klapper jo også ad nogen der er ved at lære. Men Rival Sons burde vide bedre, give mere, og af alle de forventninger de satte, var det de færreste de kom igennem med. Buchanan, der som sagt virkede nærmest ligeglad over for publikum, gjorde virkelig lidt for at få folk med på hans tur. Hvis man vil give ham point for at gå lidt fra venstre til højre, mens lyset er nærmest ikke eksisterende, og intet spændende ellers sker på hele scenen, så fortjener man en guldstjerne i medlidenhed. I det mindste var lydniveauerne velbalanceret, så det var relativt smertefrit fysisk. Men at tæerne krummer længere og længere tilbage, og lysten til fyre den af, feste, crowdsurfe, mosh, smide djævlehorn, eller endda være vågen, forsvandt for øjnene af de søde festivalgæster, der nu var mere end nogensinde, klar til næste nummer. Og så sluttede det bare! Endnu engang blev man snydt, da bandet gik af scenen, og man kunne glæde sig til ekstranumre, men den man blev mødt af, var en annoncør.
