Rasmus Seebach
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Suset Festival - Esbjerg - 22.08.2026
Seebach glemte, at han var sanger, mens publikum blindt overtog showet
Team Ralle nåede ikke engang at åbne munden, før manden selv blev ligegyldig.
Man kunne drukne i stemningen foran Horisonten på SUSET i opløbet til Rasmus Seebach. Var man ikke velkendt med musikken, som nok krævede, at man var født dagen før, så stod man fuldstændig malplaceret blandt fans, der både kunne findes på forreste række og bagerste krog. Skrigende rungede fra havnen og gennem hele Esbjerg by, i det Rasmus drog sig ud i kaosset. Da så ”Lidt i Fem” begyndte at trille ind, så nåede stjernen kun at sparke sangen i gang, før pladsen overtog. Derfra hørte man ikke Rasmus igen. Han var fuldstændig slugt af de mange stemmer, både gode og dårlige, og gjorde absolut intet for at skille sig ud, som netop den sanger man faktisk var kommet for at se. Han sang sjældent en hel sætning ad gangen, og ofte blev den ikke sunget i det rigtige toneleje, som om han var influeret for meget af de mere skraldede stemmer i publikum. Der var endda et øjeblik, hvor hans mikrofon nærmest virkede helt slukket. Men hvad gjorde det? Som nævnt handlede denne forestilling ikke om manden overhovedet. Publikum tog over, og det virkede til, at de kunne se gennem fingre med alverdens fejl - små som store.
Klassisk, typisk, træls
Det fodrede horden, at sætlisten var designet tættest på en ’greatest hits’-omgang. Helt fra ”Engel” til ”Sprækker” nåede vi gennem Ralle-tidslinjen. Stadig så vidt som muligt uden Rasmus selv, men hvis man kortvarigt ser bort fra det, så blev sangene da stadig spillet. ”Millionær” fik mest mulig sang fra vores kære kærlighedsmand, men det var en skam, at det var dette nummer, der fik ekstra opmærksomhed og ikke farmands Grand Prix-epos ”Under Stjernerne På Himlen”. Netop dette virkede pludselig halvglemt og slattent. Værende et ellers emotionelt nummer var det mere kedeligt end følelsesladet. Det blev langt mere spændende under sange med features, da de tre korsangere overtog disse roller, eksemplificeret ved netop ”Millionær”, men også det forholdsvis nye nummer ”Sprækker”, der normalt ville have set Søn gæste. Disse tre sangerinder var dog i den unikke position, hvor de sang tydeligere og pænere end Rasmus. Var man troppet op for at se dem køre et show, ville det givetvis have været langt mindre skuffende. Tre hurtige nedslagsspunkter var, at ”Livstegn” var kortet noget ned, selvom det var det mest festlige nummer. Der var tildelt små ændringer i nogle sange, der gav lidt frisk pust i gamle sange som eksempelvis ”Natteravn”, og vi sluttede af på en ”Øde Ø”, som føltes poetisk efter oplevelsen.
Som at sluge en uåbnet slikpose
Rasmus gjorde sig som altid lidt til overfor publikum og kørte sin kærligheds-shtick, og i ny og næ besøgte han også nogle klumper af mennesker på forreste række. Oftest egentlig tilbagevendende til den samme klump, så var man del af den skare på måske ti-tyve folk, så havde man rigelig mulighed for at gramse lidt på manden. Men kom nu! Der blev dirigeret lidt og viftet lidt med tryllestaven (som andre sangere ville kalde en mikrofon) og sørget for at takten blev holdt, men det er med nød og næppe, at undertegnede ville kalde dette en koncert, når nu publikum nærmest selv stod for underholdningen. Hvad der eleverer denne såkaldte oplevelse over bundskrabsterritoriet? Det må være bandet, der spillede de ellers dejlige numre som folket kendte og selvfølgelig publikum, der bare holdt koncerten kørende for dem selv. Man kunne dog nok også tillade sig at kalde denne koncert for ’inklusiv’, da man hverken behøvede øjne i hovedet eller lemmer for at have det lige så sjovt som alle andre. Hvor sjovt det nu end var.
