Drew Sycamore
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Suset Festival - Esbjerg - 22.08.2026
Rigeligt med underholdning fra Drew, men dog uden spotlight på Sycamore
Skønsang, der kunne bryde skyerne, men en glemt stjerne stod i front.
Efter Guldimund havde kørt et forholdsvis stillestående show på Horisonten, blev man ført tilbage til Lanternen til noget med lidt mere gang i. Drew Sycamore, der nærmest er popstjerne skåret ud i pap, har mindst et par numre, som alle kender fra radioen. Hvad der fulgte, var ikke ligefrem nogen middagslur, da hun, sammen med syv bandmedlemmer, gjorde indtryk i en sådan grad, at selv vejret blev nødt til at køle publikum ned. Drew selv sang, som blev hun afspillet på pladen hjemme i stuen og med vokaliseringer, der viste, at hun ved, hvordan man vækker et crowd. Mens publikum fik løsnet sig ordentligt, så skete der noget mærkeligt på scenen. Det virkede som om, at så snart Drew tog mikrofonen fra munden, så forsvandt hun ind i mængden. Blandt soli, energiske og sjove baggrundsvokaler og de fængende beats, var Drew selv til tider det mindst spændende på scenen. Bevares, så var det god stil at lade et talentfuldt band skinne, men kom man for at se Drew Sycamore, så virkede showet lidt fifty-fifty. Den slags er naturligvis en skam, for når man ind imellem endelig så rampelyset være placeret rigtigt, var Drew både relaterbar og ikke mindst en brandvarm sol på mikrofonen. Og så var der godt nok lagt op til noget party.
Disco, pop, do you wanna be dancing?
”Electric Motion” var en dejlig omgang, hvor man fik mulighed for at påtage sig sit danse-alterego helt uden pause. Vi blev som publikum sat på samme prøve under ”Another Lovesong”, så nu havde vi allerede været mere i gang end til Katinka, der spillede samme scene tidligere. Der, hvor det hele virkelig begyndte at stikke af, var til ”Perfect Disaster”, som lød brandgodt. Især, da der var skruet godt op for bassen, som indgik i en vals med Drews lyse stemme. ”Take It Back” var dog højdepunktet. Det var umuligt at stå stille til og man var kun undskyldt, hvis begge ben var brækkede. Ja, Drew faldt ud af rampelyset til tider, når der var saftige soli på menuen tilsat efterfølgende af trommer eller guitar, så var det aldeles glimrende momenter, der fik ikke for lidt. Eksempelvis, da der var sparet sammen til den onde kombination ved koncertens afslutning, hvor ”45 Fahrenheit Girl” ledte direkte ind i en udvidet ”I Wanna Be Dancing”. Der henrettedes al skuffelse, og solen skinnede atter på Esbjerg Havn.
Den, der dansede mindst
Det er sjældent, at man ser en dansefest uden en dansende forsanger. Drew selv var nemlig den mest plantede på scenen, og det var en skam. Det virkede nu som om, at hun godt kunne mærke hvor publikum var, men hun kunne ikke hamle op med sin egen tilstedeværelse. Samtidig passede det faktisk bedre at kalde det Drew Sycamore Band i stedet for bare i eget navn. Der var stadig et højt niveau af musikalitet, og særligt af en koncert, der var placeret ved kaffetid, og i øvrigt inden det gik helt balalajka til Suspekt. Der var lidt savn og mangler, men vejret var i sidste ende klart det mest utilregnelige. Regn, ingen regn, og så mere regn, men i det mindste kunne man holde varmen, og spændte struber til masser af fællessang. Den unge sangerinde bliver forhåbentlig kun bedre og stærkere, mens hun fortsætter sit præg på radiostationer og festivaler landet over. Man kunne håbe, at hun næste gang får lov til at være med til egen fest.
