Palaye Royale
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Smukfest - Skanderborg - 06.08.2026
Satan var lovet og en charmør på mikrofonen, men det musikalske levede ikke op til resten
Palaye Royale leverede rock’n’roll, der var underholdende, men mat i lyden.
Gutterne i Palaye Royale indtog scenen efter en længere introduktion fra værterne på Stjernescenen. I optoget blev der lovet hård rock, der ville være til at tegne pentagrammer efter. Så vildt blev det dog aldrig. Der blev ganske vist sat høje forventninger, da Emerson Barrett kom først på scenen med cigaret i munden og en slidt blazer med medaljer på. Også guitaristen Sebastian Danzig lignede noget katten havde slæbt ind i punkverdenen, men det var dog først, da Remington Leith greb mikrofonen, at der kom gang i sagerne. En ru, men kærlig stemme fyldte pladsen, der ellers kun var bemandet af dem, der havde sprunget fra Simon Kvamm, der spillede i den anden ende af festivalen. Senere kom flere til, men den lille førstankomne skare holdt gang i festen til da. Som helhed endte publikum i en grøft mellem de ægte rockere og fans, og så dem, der var vandret forbi og blev stående ved en tilfældighed. Kedeligt var det dog ikke på Stjernescenen, og især blandt kenderne blev der heftigt hoppet og skreget så bandet, og især Leith, kunne kaste energien tilbage i overvældende kærlighed. Desværre var selve det musikalske ikke noget at skrive hjem om.
Stjerner, der gravede egen grav
Det var ret åbenlyst under hele koncerten, at især Leith var tunet ind til at give sit ét og alt. Han hoppede rundt og leverede ofte guf gennem mikrofonen. Især de mere skrigende, rå vokaler var klart hans stærke side. ”Fucking With My Head” var eksempelvis en perfekt showcase af netop dette. De fleste af sangene spillet fra bandets nyeste album ”Death or Glory” var dog showcase for noget helt andet. Grundet lydens lidt for bløde sammenhæng, var guitarerne nærmest “skudt ud” bagved. Det hjalp heller ikke, at der ingen soli var at hente, så guitarerne blev som en ventet drøm uden forløsning. Det hele lå næsten udelukkende på skuldrene af Leith. En opgave han dog virkede mere end klar på. Især "Lonely", der ramte et andet toneleje, men stadig fyldt med en klar kærlighed til folket foran ham. ”Broken” og ”For You” havde også den rette mængde power blandet med følelse, og begge så publikums samarbejde og engagement. For dette stykke arbejde skal Leith dog anerkendes, men trist var det, at det skulle komme til at virke som det soloshow, det nærmest synes at være.
Man når langt, men aldrig til tops
Leith fik folk til at vifte med hænderne, skrige, hoppe, sætte sig ned, moshe, følge trop, synge med og gå fuldstændig fra forstanden til tider. Der var endda et tidspunkt, hvor Leigh klatrede sig vej op ad scenestolpen i den ene side, så han endte snart ti meter over jorden. Den fik for alle pengene, og han virkede ganske ærlig og nærværende i sine speaks, hvor han kaldte publikum for seje for både at fyre den af, men også for at lide igennem den regnbyge, der opstod halvvejs inde i koncerten. Men hvad blev der egentlig af de andre? Danzig var ganske lidt ude ved publikum, mens Barrett fik nærmest tømt en hel pakke cigaretter, så skod lå i bunke foran keyboardet nede på scenegulvet. Selvom Leith dog sprang ihærdigt frem gennem røgen, var det endnu en ting, der adskilte publikum fra resten af bandet. Det uheldige var ikke som sådan bandets attitude, men mere lyden der synes at have slugt deres instrumenter. Også Leiths vokal var svær at finde frem, når han gav sig selv et pusterum. Når man var lovet satanmusik forinden, og endte med et samlet udtryk og en genre, der mindede mest om far-rock eller poprock, så var det en anelse undervældende.
