Jack White
Koncertanmeldelse af Jonathan K. Kristoffersen
NorthSide - Aarhus - 06.06.2026
En sand guitargud velsignede NorthSide
Publikum vidste slet ikke, hvad der ramte dem, da Jack White indtog ASTRA-scenen
Jack White er et pudsigt valg til at lukke NorthSides største scene den sidste dag. Alle kender selvfølgelig ’Seven Nation Army’, hvis ikke af titel, så i det mindste gennem det ikoniske ’lååå, lå-lå-lå-lå-lååå, lååå’, og det var også tydeligt at mærke helt fra start at det var det, alle ventede på. Hvis man kender bare lidt mere til manden, ved man dog, at der er med en moderne rocklegende at gøre – sågar er han lige blevet optaget i The Rock and Roll Hall of Fame sidste år for sin rolle i The White Stripes.
Bedre bliver guitar simpelthen ikke
Selvfølgelig ventede White lige så snu med at spille ’Seven Nation Army’ indtil koncertens afrunding, og indtil da leverede han i over en time en absolut overlegen præstation på guitar. Det kunne mærkes allerede på nogle af de første numre, såsom ’Black Math’ og ’That’s How I’m Feeling’. Der findes slet ikke ord nok ord i noget sprog til at beskrive hvor sindssygt, det gik for sig, og det tog et stykke tid før folk helt kunne fatte, hvad der foregik foran dem. White virkede rimelig urystet af, hvad hans fingre havde gang i, og fik det til at se ud som om, at det var pærelet for ham. Han kunne sagtens stemme sin guitar, imens han spillede eller foretage et skifte mellem sine mange forskellige guitarer midt i en sang. Fuldstændig uanfægtet! Ikke nok med det, så var White også en overraskende fængende vokalist med sin meget ekspressive stemme, som især nåede et højdepunkt på nummeret ’Archbishop Harold Holmes’. Generelt bevægede White sig igennem flere stilarter med nogle fulde rock ’n’ roll guitarsolo-øjeblikke, ting der føltes næsten som et punkshow (hvilket Whites tekster ofte ligger sig godt op til), og lige så nogle mere “nede på jorden”-øjeblikke. Her skilte den bluesinspirerede ’What’s Done Is Done’ sig især ud, da den fik publikum i en hel anden stemning end under resten af koncerten med viftende arme og lighterflammer i vejret.
Og så skete det
White spillede en masse sange fra både sit eget repertoire, flere sange fra The White Stripes, og til sidst endda klassikeren ’Steady, As She Goes’ fra The Raconteurs. På dette tidspunkt havde der ophobet sig en times værd at spænding på hvornår ’Seven Nation Army’ skulle komme. Af flere omgange, hvor et nyt nummer var ved sin indledning med en riff eller en bas, der lød som det længe ventede nummer, begyndte publikum forgæves på deres lå-lå-lå’er. På et tidspunkt hørte jeg et højlydt skuffet ”awww” da vedkommende fandt ud af det faktisk “bare” var ’Old Scratch Blues’. Da The Raconteurs-nummeret var ved at nå sin ende, kunne man mærke en vis uro blandt publikum. Man tænkte nervøst, om han ”kunne finde på at lade være med at spille den?”. Selvfølgelig ikke, og publikum gav fuld smæk på deres lå’er, så snart White begyndte på, hvad der nok er et af de mest ikoniske guitar-riffs nogensinde. Det kan i den grad betragtes som et flueben på bucket-listen at have oplevet ’Seven Nation Army’ fremført live af selveste Jack White i egen høje person.
Der er praktisk talt ikke en finger at sætte på oplevelsen. Man kunne måske have gjort noget mere interessant med det visuelle, der mere eller mindre bare bestod af noget blåt lys. I sidste ende gør den absolut overlegne musikalske præstation vist mere end op for det. Hvis man ikke vidste det før nu, så viste Jack White altså, at han er meget mere end bare ’Seven Nation Army’ og The White Stripes.
Anmeldt af Jonathan K. Kristoffersen