Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
K.B. Hallen - Frederiksberg - 30.10.2026
Perfekt eksempel på, når musikalsk talent ikke er nok
Dimmu Borgir overtog KB-Hallen fra Behemoth, men det havde de ærlig talt ikke behøvet
De norske Dimmu Borgir, der i fredags afsluttede deres ”In League With Satan” turné, indtog scenen efter Behemoth. De to black-metalbands har turneret med en dobbelt-headliner konstellation, hvor begge har haft 75 minutter. Siden Dimmu Borgir var sidst på menuen, skulle de leve op til Behemoths eksplosive energi, eller i hvert fald gøre sig til kende på en aften, der gjorde sammenligning unægtelig. Shagrath, Silenoz, Daray, Gerlioz, Victor Brandt og Damage gav sig opgående til kende i deres klart mere symfoniske og melodiske tilgang til genren. Musikken var velolieret og selvom lyden havde været hård ved Behemoth, kunne Dimmu Borgir danse sig ind og ud af fokus. Ærgerligt var det dog, at det ikke gjorde noget godt for dem. Sangene blev mere mudret sammen, så det til sidst var uklart, hvilke numre der hørte til hvor og deraf umuligt at tyde hvilken attitude, man skulle bringe som publikum. Den arytmiske stil gjorde koncerten oplagt for crowdsurfers, da det ikke kræver bestemte rytmer at flyde på menneskemængden. Faktisk var det som om Dimmu Borgir stod i øvelokalet, og gjorde derfor meget lidt for selve showdelen af koncerten.
Intet rabalder og intet at huske
Selvom åbningen ”Ulvgjeld & Blodsodel” lagde en god bund, opstod den føromtalte mudring allerede efter andet nummer. ”Mourning Palace” nåede lige at være et spændende mix af progressivitet med stor inspiration fra Death, og et godt display af, hvor forskellige Dimmu Borgir var fra Behemoth. Derefter føltes det som om der kom ”Mourning Palace” og ”Mourning Palace” og endnu en ”Mourning Palace”. Vi skal helt frem til "Reptile", som var aftenens syvende nummer, før det blev spændende igen. Her var der fuld blæs og alt strålede med attitude. Det hjalp også, at netop dette nummer blev formelt introduceret, så det var nemmere at genkende. Der var desværre ikke andre sange, der satte sig fast som mindeværdige. Men når musikken nu var god, omend ensartet, kunne der så måske have været noget identificerende i selve performancen? Åbenbart ikke. Sjældent ser man nogle så kedelige på så stor en scene. Især Shagrath, der blot varierede sin positur på to måder; med én fod på en kasse eller fra bag en røgsky, der kom op af den kasse. Det blev meget hurtigt kedeligt, da alle disse brikker faldt på plads.
Bedre hjemme i stuen
Dimmu Borgir var så ukontrollerbare og svære at finde hoved og hale i, at man efter denne anmelders mening ville kunne få langt mere ud af deres musik hjemme i stuen. At kunne lytte til numrene frit, så man kunne nyde musikaliteten var snarere at foretrække. Der var få øjeblikke at tage med sig i mindebanken, og det var endda også mærkbart på publikum, som blev langt mindre energiske foran scenen. Ét af de sidste numre var et cover af Venoms sang ”In League With Satan”, hvor Nergal fra Behemoth kiggede forbi. Han prøvede i det mindste at gejle publikum op, men blev dog ikke mødt med vild entusiasme. En slags lunken stemning, der på akavet vis fortalte, at folket mentalt var på vej hjem. Jo længere Dimmu Borgir spillede, desto mere tavst blev publikum. Så hvordan ødelægger man en koncert, der er fyldt med musikalsk talent? Man gør som Dimmu Borgir, og gør absolut ingenting andet, mens man som publikum mister hver en mulighed for at følge med.
Sætliste
Ulvgjeld & Blodsodel
Mourning Palace
Kings of the Carnival Creation
Council of Wolves and Snakes
As Seen in the Unseen
Ascent
Reptile
The Serpentine Offering
Puritania
Gateways
In League With Satan (Venom cover) (med Nergal fra Behemoth)
Progenies of the Great Apocalypse
★★☆☆☆☆
Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk
Se koncertgalleriet her