The Cardigans

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Friheden - Aarhus- 09.05.2026

Hvis dette var startskudsindikatoren for sommerens live-musik på dansk grund, så skynd dig af afbestil din udlandsrejse

Selvom solen gik ned og mindede Aarhus om, at det lige knap er sommer endnu, så er den eneste cardigan, du har brug for til at holde varmen, altså den i flertal.

Der er nærmest ikke grænser for, hvor meget god musik vi har fået fra Sverige. Deres sans for at fange den gode melodi og få den indspillet, ja den er uovertruffen. Et indiskutabelt faktum, for der findes vist ikke ret mange, der ikke har hørt om eksempelvis Roxette, Europe, Ace of Base og så et lille firemandsorkester, der dannede navn efter medlemmernes forbogstaver.

I 90’erne var svensk musik fortsat her og der og alle vegne, også når det gjaldt tidens nye toner som eksempelvis Eurodancens indtog. Selv da indie-pop og -rock blev en dominerende faktor, stillede Sverige med navne som Weeping Willows og Eskobar. Jo, og så ikke at forglemme et Jönköbing-band, der blev formet, mens danskerne rendte rundt i sommerrus over Europamesterskabet i fodbold. Dette band var endda så frække at stille med en kvindelig forsanger. Navnet er Nina Persson.

En grønskolling trådte an

Ta-daa. The Cardigans havde fundet vej til et forårsstemt Tivoli Friheden i Aarhus. Klar til en nostalgisk rejse tilbage til 90’erne og 00’erne, for Persson og co. har ikke udgivet ny musik siden 2005. Seks albums er det blevet til, og særligt “Gran Turismo” fra årtusindeskiftet står som en milepæl, der vandt stor international hæder, herunder en Danish Music Award for bedste udenlandske udgivelse. Det kvindelige islæt klædt i samme håbets farve-dragt, som det var tilfældet ved den geniale Forever Festival i Viborg sidste sommer. En festival, der desværre kun fik et enkelt leveår, men det er en anden historie. Aftenen i Aarhus var således mit femte møde med svenskerne, og i modsætning til de seneste par gange, så var det denne gang ikke den sædvanlige udadvendte Nina Persson, der stillede til skue. Tidligere har hun været langt mere publikumshenvendt og snakkesalig, men denne gang var der til gengæld skruet op for stemmen og musikken.

Åbne sluser for nostalgi

Ganske vist blev der budt velkommen med en række numre, der kunne gå for at være en slags lounge/velkomst-underlægning. Numre som “Your New Cuckoo” og “Travelling With Charley” var en afmålt introduktion til det, der skulle vise sig at blive et sandt stormløb for den gode smag. “You’re The Storm” gjorde sin entre, og med den træffer var Perssons stemme varmet op i en grad, så “For What It’s Worth” vel næppe har lydt bedre live. Skulle man i øvrigt have glemt, hvor smukt et nummer “Communication” er, så skulle man altså have været i Aarhus denne aften. The Cardigans fremstod i det hele taget som et sammentømret og dybt professionelt ensemble, men det er de såmænd også. Det er således kun guitaristen Peter Svensson, der mangler siden dannelsen, og i hans fravær har man siden 2012 stillet med Oskar Humlebo på de ledende strenge. Han kan i øvrigt også synge, hvilket han dog undlod her til aften. Humlebo er nemlig også manden bag alter ego’et Moto Boy.

Selvsagt efterspurgt vokal

“Lovefool” startede i noget nær halv hastighed, men blot for at eksplodere forud for en strøm af hits som “Carnival”, “Erase/Rewind” og “Hanging Around”. Perssons vokal stod skarpt i et forum, hvor lyden generelt var rigtig god og man forstår hvorfor hendes stemme er og har været i høj kurs. Manic Street Preachers (der i øvrigt kan opleves på sommerens Heartland Festival) hapsede Persson til deres “Your Love Alone Is Not Enough”, og så har Persson såmænd også været forbi KITE foruden selv at udgive musik i eget navn samt i projektet A Camp, der også opnåede bred opmærksomhed. The Cardigans stillede også skarpt på det gamle Talking Heads-nummer “Burnin’ Down The House” sammen med Tom Jones til dennes “Reload”-plade i 1999. Selvsamme nummer fik også lidt fri luft i Friheden og vakte genklang. Om Talking Heads’ forsanger David Byrne stadig selv kan huske sit hit, kan man udforske på årets Roskilde Festival. Mon ikke han går på scenen i bare fødder?

Super Extra extras
Mens bandet mestrede deres respektive instrumenter, så blev Persson også gode venner undervejs med både mundharmonika og koklokke. De sidste venner fik Persson, da verdenshittet “My Favorite Game” lukkede ballet i måsen af “I Need Some Fine Wine, And You, You Need To Be Nicer”. Det fik selv flere de småpludrende aarhusianere, der indtil da havde stået med ryggen til musikken og snakket om konfirmation, aktiemarked og et muligt mesterskab til AGF, til at vende sig om og joine festen. I takt med dagen, der gik på held, så kunne man konstatere, at der altså ikke var tale om held på scenen. Det var kontrolleret og solidt håndværk, som vor mor lavede det. Mor i dette tilfælde en altoverskyggende Persson, som kun i tøjet var grøn. Dette var nemlig hendes bedste præstation på dansk grund, og kvitteringen ses herunder.

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★★☆

Se koncertgalleriet her