Koncertanmeldelse af Jonathan Kornerup Kristoffersen
Radar - Aarhus - 07.11.2026
Triste sange, nærvær og en fantastisk sans for humor
Reveal Party fik underholdt og fascineret et beskedent men betaget publikum på Radar.
For 8 år siden skrev Reveal Party et album om en person ved navn Emily. Hun tog rigtig mange forsøg om at producere dette album, men følte aldrig rigtigt, at det blev godt nok. Det var indtil, hun mødte Anders Haaning, der også er trommeslageren i hendes liveband, og sammen fik de endelig fuldført visionen af “Prettiest Flower”, som udkom i maj. Et sted henne ad vejen i de 8 år faldt Reveal Party på plads i sin kønsidentitet og endte med at navngive sig selv efter denne mystiske Emily på pladen. Emily Holm Nyhuus har i dag to studiealbums og en EP bag sig og har arbejdet sammen med bl.a. Brimheim og Mattias Kolstrup og spillet support for bl.a. Katinka Band.
Et brud på barrieren
Emily træder ind på scenen alene med en akustisk guitar og begynder at introducere sig selv. Fra det øjeblik, hun begynder at snakke, fornemmer man hendes karakteristiske platte sans for selvironi og humor, og hun får publikum til at grine med det samme. Emily bryder nemt den væg, der ofte kan være mellem performer og publikum, ved f.eks. blankt at erkende ”we all have a job to do, this is unfortunately mine” og “I released an album, so then you have to go play the songs”. Herefter fortæller hun sit nye albums baggrundshistorie, som jeg gengav i starten af anmeldelsen, og begynder på introsangen “Emily’s Introduction (Playing House)”. Hendes vokal er utroligt rå, forsigtig og skrøbelig, når hun leverer linjer som ”Emily, please don’t pressure me”, hvis betydning er endnu smukkere med konteksten, hun gav forinden. Stadig solo på scenen med sin guitar, giver hun også en performance af ’I Wish I Could Hold You’, som er hendes hidtil mest populære sang, som publikum tog rigtig godt imod.
Efter dette indtager Emilys band også scenen, så det ender i en konstellation af trommer, bas, elguitar og Emily stadig på sin akustiske. Herfra samler stemningen af koncerten sig virkelig op med performancen af “Further Away”, som jeg overhørte nogen i publikum sammenligne med et Elliott Smith nummer, hvilket jeg kun kan være enig i. I samme dur fortsætter bandet med “All Wrong”, som er en yderst smukt skrevet sang om at have en krop, der på en måde føles ”forkert”. Man kan hurtigt læse ind i det, at den handler om Emilys egen erindring som transkvinde (et tema som går igen i megen af hendes sangskrivning), men jeg tror mange kan relatere til den følelse i en vis forstand. Efter dette går bandet i gang med “Let Me Get Your Will” og “I Felt A Name”, som flyder ind i hinanden så sømløst, at de lige så godt kunne være ét langt nummer. Her var der meget at bide mærke i for guitar-nørderne i publikum med komplekse akkorder og Emily med en speciel halv capo på sit instrument.
En tur på gulvet
Lidt senere i koncerten beder Emily om at få lyden slået fra på sin guitar. Hun går væk fra mikrofonen og sætter sig ned på kanten af scenen og begynder halvt på en sang. Hun finder dog ud af, at hun ikke rigtig gider at spille den sang alligevel, og begynder at stemme sin guitar om for at spille noget andet. Til enhver anden koncert kunne man blive stødt af en musiker, der sadler om på den måde, men med Emilys jordnære og uhøjtidelige forhold til at være performer, føltes det helt naturligt. Hun er bare ærlig og siger “there’s nothing worse than being at a show and someone’s just playing guitar and singing and they’re powering through a song, they don’t really care about”. Hun går så i gang med en ny, uudgivet sang – “I Don’t Wanna Hurt You Anymore”. Hun går ned på gulvet blandt publikum og synger helt uden mikrofon og med sin akustiske guitars naturlige lyd. Det lille lokale, som Radar udgør, we perfekt til dette slags stunt, og alle i publikum er fuldt fokuserede på Emily, der spiller lige foran dem. Der er så stille herinde, at man kan høre Emily holde takten ved at stampe foden i gulvet. Sangen fortsætter til et gentagende hook ”no-one ever knows you, till they know you and then they throw you away”, som hun hurtigt får publikum til at synge med på. Det hele bliver til et smukt og nærværende øjeblik.
“That’s a little update on my life, what’s going on with you?”
Emily går op på scenen igen og vævet imellem de sidste sange, giver hun nogle indblik i hendes liv. Hun fortæller, om hvordan hun har flyttet meget rundt de sidste par år. Hun har boet i bl.a. Amsterdam, Aarhus, København og nu er hun så landet i Göteborg, hvor hun læser engelsk på universitetet. Det føles næsten, som om hun bare er en god ven, man har en samtale med. Alt sammen, imens hun er så naturligt sjov en person, at de forskellige brudstykker praktisk talt bliver til små standup-bits. Senere i showet tager hun tid til at sætte pris på sit band, navnlig at hendes bandmedlemmer ikke er i deres tyvere og faktisk har styr på deres ting – jeg citerer ”I am reverse ageist, the older the better, the younger… I hate them. Babies are the f*cking worst.” Der er så meget latter igennem brudstykkerne mellem sange, og kombineret med hendes ærlige, nærværende væsen bliver koncerten til noget helt specielt.
I den sidste halvdel af koncerten runder Emily og bandet numre som “You Skip My Turn”, som er en sang, hun har lavet sammen med Brimheim, og “She’s Not An Insect Anymore”, som jeg mener er en af de stærkeste sange på hele den nye plade, og den bliver performet præcis, som den skal. Reveal Party runder også ’My Boy, Pt. 2’, som er den sang, der først gjorde stort indtryk på mig, da Emily spillede som support for Katinka Band i 2024. Der er sådan en fantastisk sans af ironi og legen med sproget i den sang, ligesom man finder i brudstykkerne hos hendes koncerter. Personligt mangler jeg at høre de mere storslåede numre fra den nye plade, såsom ’Imagined Symmetry’ eller ’I Left My Body’, men omvendt så passer de ikke ind i den specifikke stemning, koncerten har.
Alt i alt er Reveal Party helt sin egen på scenen og jeg kan dybt anbefale at opleve hendes koncerter, hvis du har lyst til et brud fra den traditionelle koncertkultur.
Sætliste:
Emily’s Introduction (Playing House)
I Wish I Could Hold You
Further Away
All Wrong
Let Me Get Your Will
I Felt A name
No Sound
I Don’t Wanna Hurt You Anymore (uudgivet sang)
Break
Part Time
You Skip My Turn
My Boy, pt. 2
She’s Not An Insect Anymore, pt. 1
She’s Not An Insect Anymore, pt. 2
From Her Corpse Sprung The Prettiest Flower
★★★★★☆
Anmeldt af Jonathan Kristoffersen