Rasmus Seebach

Koncertanmeldelse af Marie Theiss

Royal Arena 14.11.2025

Strandet midt i Royal Arena

Seebachs overflødige popshow glimtede i mørket, men manglede gnisten til at tænde publikum.

Selvom Rasmus Seebach leverede et mærkværdigt sceneshow med springvand, ild, luftsøjler, konfetti og endda en flyvende ø, formåede han alligevel at få det hele til at virke en smule fladt. Han havde banko på de fire elementer, men formåede ikke helt at indfri premieren og fejre sejren. Hvad der gik galt, er svært at sætte fingeren på, men der er ingen tvivl om, at lyden spillede en stor rolle. Under hele koncerten var vokalerne ofte begravet i højtalernes bulder, hvilket resulterede i, at Seebachs stemme til tider næsten helt forsvandt. På trods af de manglende toner kunne man dog tydeligt høre, at hans sange er skrevet til hans toneleje. Toneskift var sjældne, og kombineret med den utydelige lyd gjorde det oplevelsen mere flad, end man havde turde håbe på.

Da koncerten så småt gik i gang, mindedes jeg kort den sidste Seebach-koncert, jeg havde været til, hvor jeg blev fanget bag en høj mand og havde svært ved at se noget som helst. Det var heldigvis ikke et problem denne gang, for nu befandt jeg mig på tribunen langt væk fra fulde mennesker. Publikum var en fascinerende blanding af unge, ældre, mænd og kvinder, på trods af Seebachs svingende relevans i den danske popkultur. Der var en del yngre mennesker, men langt størstedelen var omkring starten af tyverne - nogenlunde på samme alder som mig, der er vokset op med hans musik.

En øde ø af kuldegysninger

Koncerten blev sparket i gang med et bogstaveligt tæppefald. Et stort lagen foran scenen faldt på slaget 21:00 ned og afslørede den enorme scene, som Seebach skulle fylde ud. Til tonerne af ”Lidt I Fem”, funky trommer og hans famøse Øde Ø-speak, blev han sænket ned fra loftet på en platform udsmykket som en øde ø.

Starten var intet mindre end helt fantastisk, og formåede at sende kuldegysninger ned ad armene på mig, som havde jeg ventet hele mit liv på at se ham igen. Festen var i gang. Publikum brølede med på lyrikken, som oplevede de præcis samme gys som mig. Barren var sat højt, og med kun 1 time og 50 minutter tegnede det til at blive en fest af den gode slags. Det blev dog en blandet landhandel, der indimellem ramte noget helt magisk, for så at smide det væk igen.

Små hop, store effekter

Seebachs sceneshow virkede til tider en smule indøvet og noller, især hans små dansebevægelser, der ofte fremstod akavede, langt fra den cool og kalkulerede stil, man måske havde forventet. Han bevægede sig rundt på scenen og op ad den lagdelte platform, men hvert trin blev fulgt af små hop på den ene fod for at undgå at snuble. Bevares, ingen vil have uheld på scenen, men det kunne have set langt mere naturligt ud.

På trods af dette fungerede selve sceneshowet fremragende. Tre store skærme bag bandet satte stemning, og der var rigeligt med specialeffects: pyro, springvand, konfetti og lys, der fyldte Royal Arena med energi. Alligevel føltes det til tider som glasur på rugbrød, et imponerende lag, der til dels distraherede fra de små mangler i hans fremførelse, men ikke helt nok. Det var tydeligt, at de cirka 17.000 fremmødte nød det i fulde drag. Det var en tiltrængt koncert fra den tidligere popdreng der slukkede tørsten hos de trængende fans. Seebach fik sunget godt igennem kartoteket og nåede igennem 26 sange.

Et ubalanceret show

De fleste sange vakte en stærk følelse af nostalgi, men kun enkelte skinnede helt igennem. Mange af sangene manglede den kærlighed, Seebach ellers udviste til sine ældre numre. Det skabte en ubalance, hvor nogle af de nyere sange endte med at virke flade.

Det var beklageligt, for ved ”Glad igen” gik banaliteten ud over Mumle, der blev inviteret ind på scenen for at synge med på sangen, og leverede nok den bedste vokal under hele koncerten. Det var som om, det fungerede bedre for hende på den store scene, end det gjorde for Rasmus Seebach selv. Når han stod på scenen, var det som om han overkompenserede eller ”overperformede”. Koncerten var altså bedst, når han havde gæster på scenen. Til alles glæde men ingens overraskelse, fik vi besøg af både Ankerstjerne til ”Millionær” og ”1000 år”, Artigeardit på sangen ”Sandheden” og selvfølgeligt Mumle, der sang ”Glad igen”.

Et show der glimtede, men ikke brændte

Selv da der blev skruet op for december-stemningen med julesange og kunstigt snefald, hvor konfettien fra forrige sang fungerede som sne på jorden, mens der på scenen blev opført en wannabe-fællessang, var crowden for stor til, at magien helt var der. Det fungerede mere som endnu et lag på et allerede overlæsset show end som et stemningsløft. Sneen var en fin gimmick, men kunne ikke skjule, at koncerten manglede den varme og nærhed, som Seebach ellers ihærdigt prøvede at finde frem til.

Rasmus Seebach lagde op til et popbrag af de helt store, men endte med at levere et show, hvor formen overdøvede indholdet. Publikum fik lys, ild, konfetti og øer fra loftet, men sjældent følelsen af autenticitet, som hans bedste sange ellers kan bære. Når lyden svigter, og artisten kæmper for at matche sit eget sceneshow, mister selv de mest velmenende numre deres kraft. Det blev en aften med glimt af storhed, men uden den gnist, der kunne have tændt det hele.

Sætliste

Lidt I Fem

Engel

Den Anden Side

Uanset

Tusind Farver

Så Længe Vi Danser

Millionær / 1000 år (feat. Ankerstjerne)

2017

Sandheden (feat. Artigeardit)

Den Jeg Er

Lys I Din Lejlighed

I Mine Øjne

Farlig / Livstegn

Nangijala

Olivia

Glad Igen (feat. Mumle)

Ingen Kan Love Dig I Morgen

Farfar Sang

Under Stjernerne På Himlen

DJ Sæt: Vi Lever / Natteravn

Noget i december / Lille store verden

Sandstorm

Falder

Ekstranumre:

Livet Går Videre

Øde Ø

Anmeldt af Marie Gyldenløve Theiss

★★★☆☆☆