Lucy Yeghiazaryan
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Gnisten i Ry
Gnisten var vært for solen selv, da stjernen Lucy Yeghiazaryan varmede alle hjerter
Lucy Yeghiazaryan sang skønsang som var hun den lille gemte skat fra Det Store Æble.
Fredag aften blev Gnisten i Ry vidner til en stjerne, ikke fra det ydre rum, men fra New York City. Lucy Yeghiazaryan, med hendes akkompagnerende band, forvandlede næsten spillestedet til en klassisk Jazz bar. Jeg siger næsten da, som Lucy selv pointerede, var der mindre støj, og meget mere kærlighed og hygge her i Jyllands midte. Publikum turde næsten ikke at gå til baren, da det ville betyde at misse bare ét sekund af en sand, vaskeægte nydelse.
Swing, blues, soul og jazz, alt sammen på det højeste niveau
Da koncerten startede, spillede bandet et åbningsnummer, der gav en teaser for den følelse, vi kunne se frem til. Men da Lucy selv indtog scenen, vidste man, at intet i verden kunne forberede selv den mest hårdføre personlighed på den velkomne, hyggelige varme, der blev udvist. Lyset blev det blødeste orange, og mikrofonen taget i vuggende favn, da Lucy tog os på en rejse tilbage i tiden. Hun havde et stort udvalg af kærlighedssange med, og med ekspertpræcision, indgik hendes læber en vals med mikrofonen. Efter en ballade kom der swing; efter swing kom der blues, og i den cirkel, lærte vi både hende og hendes band godt at kende. Der kom scat-soloer, og soloer fra hvert instrument i salen. Pianoet hoppede, kontrabassen blev plukket og trommerne så sandelig swinget sig på plads. Alt sammen på mesterlig vis.
Man kunne ikke høre Lucys ”thank you” mellem hvert nummer grundet klappende hænder
Publikummet gik så meget amok, som man kunne ved en sidde-koncert. Klapsalver fyldte salen flere gange for hvert nummer. Folket var betagede af hende. Hvis bare der kom en anelse snak i salen, blev de straks tysset på af en nabo. Det var en koncert, der bare ikke måtte ødelægges af det mindste. Og det kan denne anmelder sige med sikkerhed; det gjorde den ikke. Der skete endda små bitte spillefejl, som kan ske for selv de mest rutinerede musikere. Det skulle man tro ville trække i oplevelsen. Men med en sarkastisk kommentar fra Lucy selv, blev fejlen en del af showet i stedet for en ting, som man kun skulle høre her på siden. Det gik i disse tidspunkter op for mig, at det var en stjernemusiker, der ikke bare ved, hvornår noget bliver spillet det mindste forkert, men også hvordan man improviserer sig til en joke om det for et publikum, der dermed kan grine sig ind i nummeret.
Hvorfor burde man tage til lige netop denne jazzkoncert med denne kunstner?
To store highlights, hvis jeg skal vælge bare to, ville være disse: Hendes fuldstændig fænomenale cover af Erroll Garners ”Misty”. Lucy Yeghiazaryans vokal kunne ikke tales nok op, selv hvis man prøvede. Publikum kunne allerede ikke få nok, men da ”Misty” begyndte at spille og lyset i salen dæmpede til en dybrød farve, blev jeg pludselig trist over, at den dekorationslampe ved min side, der havde været hjælpsom før, nu bare var en opmærksomhedskrævende distraktion for den optimale oplevelse. Sangen blev dog nydt til det fuldeste, men da en pause gav mig chancen, bad jeg om at få lampen slukket. Det andet der for evigt bliver i hjertet her, men forhåbentlig også for resten af publikum, var da Lucy sparkede bandet af scenen for at fortælle det flertal af publikum, der ikke kendte hende i forvejen, om hendes opvækst i Armenien. Hun introducerede en armensk folkesang som næste nummer, og lagde så mikrofonen fra sig. Så åbnede skyerne sig. Lucy sang denne folkesang a cappella til salens store fryd. Jeg sad selv med vidt gab, og kunne ikke tro mine egne øjne og ører.
Som en sidste note, så er der nyt musik på vej. Hun bragte en ny sang ved navn ”Next Spring”, som lyttere kan se frem til. Og hvis ikke du, kære læser, er lytter endnu, så kan jeg ikke anbefale det nok. Et fuldstændig, fuldkomment og fantastisk fuldendt fænomen.
Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk
★★★★★★
Se koncertgalleriet her