PIND

Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk

Train - 13.12.2025

PIND viste sine gode og dårlige sider og sange

Til en forholdsvis kort PIND koncert på Train i Aarhus var der både plads til det store og det kedelige.

PIND (Frederik Schmidt) havde liveband med, hans vilde hits og musik fra en ny EP, som han smed ud til folket i sidste måned.
Jeg erklærede mig overrasket, da han kun spillede et par sange, inden hans massive hit med Benjamin Hav, nemlig ”Plastic” ramte salen. Dog skal det siges, at det var svært at lægge mærke til ham før den kom, for de sange han spillede før, kan jeg hverken nævne ved navn, eller huske et eneste ord fra. PIND har to former for sang, kunne jeg meget hurtig mærke.
Et hit, med vildt flow, et beat der får én til at rynke på næsen, og en energi der løfter taget og hænder gennem salen.
Og den anden form, der fremvises som nærmest en discountudgave af den energi, der ellers kunne være. Der hvor dette viste sig allermest, var desværre på de sange han spillede fra netop den nye EP; sange som ”Bobler” og ”Fri mand”. Det er næsten et dyk ind i RnB og pop, men når man har talentet til, ikke bare at lave, men også fremvise sange som ”Indlæg” og ”Plastic”, så føltes det slapt, som når man stopper med at spænde i kæberne. 

Festen var der alligevel

Jeg har sat scenen i den forstand, at jeg ikke var vild med PIND på mikrofonen, bortset fra de få gange han spillede hits. Men der hvor der kom liv, er det samme sted, hvor der ikke var nok lys, netop bag PIND. Han havde liveband med både guitar, trommer og keys. Trommerne var interessante, flydende og groovy, mens melodierne fra de andre løftede sig over vokalen og nåede nye højder. Udover et absolut fantastisk band, som slet ikke fik nok kredit for deres vilde energi, var der fyldt med hvad der føltes som superfans. De første fem meter af publikum i alle retninger kunne hver en sætning, hver en sang. Der var lidt af en fuldemandsstemning, men stadig en sej flok. Det mærkede man især, da PIND næsten blev tvunget til at spille ”Indlæg” to gange i streg, da ordene ”en gang til!” rikochetterede fra væg til væg. Højdepunktet, hvis man ledte efter ét, ville være dette.

Omvendt rækkefølge eller nyt show

Mit bedste råd til PIND er, at læne sig op af den energi han beviste han kan bringe, og aldrig lade bandet ligge derhjemme i skuffen. Han står i en dårlig position, hvor han skal løfte sig op til dem, men jeg tror på han kan, siden han beviste sit sindssyge potentiale under hitnumrene. Det bedste der kunne ske, er at denne anmeldelse ikke nedgør, men i stedet opløfter, for når engang PINDs support MARQ udgiver sine værker, ville det være synd, hvis PIND ender som support for sin egen support, da MARQ var ekstrem varm, og klar til at overtage verden.

Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk

★★★☆☆☆

Previous
Previous

Spleen United

Next
Next

Fyr & Flamme