Mouritz/Hørslev Projektet

Koncertanmeldelse af Jonathan K Kristoffersen

Musikhuset - Aarhus- 16.01.2026.

Mouritz/Hørslev Projektet skabte et åndehul fra den hektiske omverden

Koncerten i Rytmisk Sal føltes som en festlig hilsen fra en gammel ven

Jeg har altid associeret Mouritz/Hørslev Projektet med hyggelige velskrevne tekster og vokaloptrædener med charmerende personlighed – og det var der også masser af, men bandet viste også til tider, hvor hårdt de kunne blæse publikum bagover. 

Tidsrejse, ø-rejse

Lone Hørslev var måske ikke med rent fysisk til koncerten, men hendes vidunderlige hverdagspoetiske tekster svævede rundt i rummet som sin egen ekstra personlighed. De flotte ord blev leveret af Mads Mouritz med hans unikt blide og forsigtige vokal. Han var et så mildt og venligt væsen på scenen, at man ikke kunne føle sig andet end hjertevarm i hans selskab. Inden hver sang tog sangeren sig tid til at dele en lille detalje eller anekdote om hvor, hvornår eller hvordan, den var kommet til. Ved siden af Lone Hørslevs tekster blev Mads Mouritz også lidt af en historiefortæller, der tog publikum med på en rejse tilbage til deres første plade, der blev skrevet, da Lone boede på Fanø, og til sangene inspireret af Mads’ tid tilbragt på Island. I sammenhæng med snakken om Island, gæstede vennekunstneren Teitur Magnússon scenen, og de spillede sammen hans nummer ”Vinur Vina Minna”, som passede meget godt ind i bandets eget univers.  

”Der var jo ikke nogen, der vidste, om Pink Floyd havde tre sange, som alle sprang over.”

Mouritz/Hørslev Projektet er et band med over tyve år på bagen, som for det meste ikke har gjort sig særligt bemærket i den danske kollektive bevidsthed, hvilket de virkede til at omfavne. Imellem sange gik Mads ud på en tangent om streaming og det mærkelige i at kunne gøre popularitet op i tal, og i den dur spillede de ’I Kirken’ - en af deres mindst streamede sange, som var et overraskende højdepunkt på aftenen. Det er dog sket inden for de sidste få år, at projektet har fået et nyt liv med nummeret ’Termodragten’, som i en hel anden kaliber er blevet deres største hit. De havde selvfølgelig taktisk placeret storhittet som den ”sidste” sang, og man kunne mærke, at ’Termodragten’ var det publikum var mest ivrige efter at høre. Det er nemt at forestille sig, de ville have fokuseret på deres populære sidste plade, eller have udforsket det kommende nye materiale, men koncerten var i den grad mere en ode til deres store bagkatalog, som alle måske ikke kender til.

”Kan du huske dengang i stenalderen? Det var før vi begyndte at fantasere om penge.”

Hvis man følger bare lidt med i nyhederne for tiden, som vist ikke kan undgås, så er det nemt at blive bange og overvældet. En koncert med Mouritz/Hørslev Projektet var på den måde et perfekt afbræk fra det hele, hvilket Mads også anerkendte og skønnede, at vi alle husker, at vi har hinanden og at vi skal dyrke kærligheden. Mange af teksterne, såsom ’Det Hele Kan Hele’, ’Oh Lykkelige Mennesker’ og ’Bølger’, som handler om at navigere i en hverdag og verden, der er lidt for meget – og at ønske sig tilbage til simplere tider – resonerede på en helt speciel måde i en tid som denne. Det er den slags oplevelser, der giver en lyst til at kramme dem, man holder kært og smide sin smartphone fra sig et godt stykke tid.

Sætliste:

Det Hele Kan Hele

En Svær Situation

Oh Lykkelige Mennesker

Hus og Have

Hjemløs

Vanvid og Lys

Kom På Torsdag

Fanden For Fanden

Bølger

I Kirken

Stadig Vred

Lys

Vinur Vina Minna (med Teitur Magnússon)

Alting Var Smukkere Dengang

Lille Krokodille

Termodragten

Ekstra numre:

Jo Mere Jeg Bliver Din

Blik, Bang Bang

Anmeldt af Jonathan K Kristoffersen.

★★★★★☆

Se koncertgalleriet her

Previous
Previous

Stereo MC's

Next
Next

Architects