Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen
K.B. Hallen - Frederiksberg - 12.11.2026
Kneecap fik det til at se legende let ud at kommandere en sal med 5.000 mennesker
Med en overlegen blanding af politisk indignation, humor og hiphop leverede Kneecap et show, der fik unge som gamle til at smide hæmningerne.
Man behøvede kun akkurat at tage ét skridt ind i K.B. Hallen, før man blev mødt af en væg af balaclava-klædte gæster. I toiletkøen sagde en gæst til sin ven: ”Jeg har allerede drukket fire øl. Alene.” Stemningen og forventningerne var tydeligvis høje fra start, og det forstod man godt. Kneecap er kendt for deres højenergiske performances, og torsdag aften i K.B. Hallen var på ingen måde nogen undtagelse.
På scenen stod olietønder med teksterne ”I <3 West Belfast” og ”Free Nicky Kelly” – et slogan, der blev brugt i 1980'erne for at få den irske socialistiske politiker løsladt fra fængslet. Bag dem prydede et irsk og et palæstinensisk flag scenen. Kneecaps identitet var klar og tydelig, både musikalsk og politisk.
”Om vi spiller Coachella eller i København, er budskabet det samme,” lød det fra den ene af Kneecap-rapperne. Det måtte man give dem medhold i. Enig eller ej, man vidste trods alt, hvor man havde dem.
Anonyme rappere med stor personlighed
Selvom Kneecap er ganske højtråbende, når det kommer til deres politiske holdninger, er de faktisk en forholdsvis anonym gruppe at se på. DJ'en var som sædvanlig iført sin ikoniske irske balaclava, mens de to rappere stod i mørke jakker med hætterne trukket op. På trods af deres nedtonede ydre mærkede man dem klart og tydeligt. De benyttede hverken storslået scenografi eller imponerende visuelle gimmicks. Og det ville også være spildte kræfter. Kneecaps blotte tilstedeværelse skabte mere liv blandt publikum, end nogen konfettikanon ville kunne gøre.
Blot ti minutter inde i aftenens koncert blev publikum for første af mange gange instrueret i at ”open up the pit”. Det adlød de, og flere menneskelaviner åbnede og lukkede sig skiftevis midt i salen. Bassen fra de tunge beats satte sig i kroppen som små vibrationer, der blev hængende flere sekunder efter hver sang. Det var stort set umuligt at holde kroppen i ro, og det gjaldt ikke kun de forreste rækker. Alle, som i absolut alle, fra forreste række til bagerste række på tribunen stod med armene i vejret eller nikkede med hovederne.
Der var fart på fra begyndelsen, men intensiteten fortsatte med at vokse gennem koncerten. På intet tidspunkt lod hverken Kneecaps eller publikums entusiasme til at dale. K.B. Hallen forvandledes til en trykkoger, hvor temperaturen kun steg, som tiden gik.
Overlad kontrollen til Kneecap
Alligevel var det ikke kun de politiske budskaber og den hårdtslående hiphop, der fyldte. Kneecap havde også et imponerende overskud til at jonglere det seriøse med det humoristiske. Da de introducerede koncerten som sidste stop på deres skandinaviske turné, udråbte de København til at være det bedste. ”Og det skal vi sige,” tilføjede den ene, inden den anden fik lukket samtalen med et ”fuck Sverige”.
De små kommentarer mellem sangene var med til at understrege, at Kneecap ikke tog sig selv alt for højtidelige, selvom deres budskaber bestemt er alvorlige. Humoren fungerede som en icebreaker mellem de tunge politiske beskeder og signalerede til publikum, at det var okay at have det sjovt.
Kneecap-medlemmerne var uendeligt autentiske på scenen. Det, de sagde og måden, de bevægede sig rundt på, og ikke mindst deres rap virkede overskudsagtig og selvsikker. Oven i det hele huskede de også at opfordre til, at der blev sendt vand rundt til de vildtdansende gæster. Det var et serviceniveau på højde med et femstjernet hotel.
Når en kunstner har så godt styr på sin ting, kan man som publikum læne sig tilbage. Eller i dette tilfælde var det nok nærmere at kaste sig ind i den næstkommende moshpit. Man kunne i hvert fald slå hovedet fra og overlade kontrollen – og er det ikke netop dét, en rigtig god koncert skal kunne?
De har noget, der ikke kan købes for penge
Det var utroligt sigende, hvor få telefoner der var i syne blandt det unge publikum. I stedet så man crowdsurfere og halstørklæder, der blev slynget rundt i cirkler over hovederne. Kuren mod doomscrolling findes, og den bestod i går af tre nordirske rappere.
Et andet klart tegn på, at Kneecap har fundet opskriften på noget helt unikt, er, at de kan rappe på irsk – et sprog, mange i Irland knap nok taler – og samtidig fylde en hal med 5.000 gæster her i Danmark. Det, de kan, rækker ud over geografi, sprog og i øvrigt også alder.
Selvom medianalderen formentlig lå et sted i midten af 20'erne, var der blandt gæsterne både en knægt på omkring 12 år med en strikket Kneecap-elefanthue og et ægtepar omkring de 60, der sad og smådansede i deres sæder på balkonen.
Selvom man blev tæsket rundt i, hvad der kun kunne kaldes en overlegen magtdemonstration i halvanden time på en gudsforladt torsdag i november, var der ingen, der havde lyst til, at det skulle stoppe. De allerede store moshpits blev kun større og større. Lige meget hvorhen man vendte blikket i salen, var folk smilende, dansende og syngende.
Kneecap ved, hvad de laver, og de er beviset på, at star quality ikke kan købes for penge. De behøver hverken storslået scenografi eller gimmicks. Giv dem en scene og tre mikrofoner, og så får du serveret en hovedret af hiphop-overlegenhed med en side af politiske budskaber og masser af humor som kirsebærret på toppen.
★★★★★★
Anmeldt af Anna Sofie Petersen
Se koncertgalleriet her