Koncertanmeldelse af Anna Sofie Petersen
Royal Arena - København - 08.11.2026
Den selvsikre frontmand måtte bære hele showet på sine skuldre
Søndagskoncerten med Fontaines D. C. i Royal Arena vekslede fint mellem vred punk attitude og romantiske temaer. Til gengæld kunne bandmedlemmerne godt have brugt et skud koffein, inden de trådte ud på scenen.
Koncerten med Fontaines D. C. startede lige på og hårdt. De seks irere trådte ud på scenen og sparkede setlisten i gang med den højenergiske »Six Shot Morning«. De forreste rækker krævede ikke megen opvarmning og satte hurtigt i gang med at hoppe i takt til musikken. Frontmanden Grian Chatten var fra begyndelsen god til at engagere publikum og hoppede energisk rundt med armene i vejret. Selvom han i koncertens første del insisterede på at bære solbriller – en tendens der i øvrigt gerne snart må stoppe for alle andre end Stevie Wonder – kunne man tydeligt mærke hans tilstedeværelse. Til gengæld var hans vokal ikke altid lige gennemtrængende på de første sange, og den druknede til tider i instrumenterne. Det lod til, at lidt for meget af hans energi gik til at gejle publikum op, hvilket vokalen så måtte betale for. Heldigvis fik han hurtigt varmet stemmebåndet op og resten af koncerten blev sunget selvsikkert og uden problemer. De vokale udfordringer blev allerede bedre på »Boys in the Better Land«, hvor Chatten stillede sig ved mikrofonstativet, og vokalen pludselig stod langt klarere frem. Sangens høje tempo og smittende energi fik for alvor fat i publikum, og salen udviklede sig nærmest til en lavine af klappende hænder.
Ingen koncert med Fontaines D. C. uden et politisk budskab
Chatten var uden tvivl den, der skulle sikre koncertens nærvær, mens resten af bandet passede deres instrumenter med en mere nonchalant og henkastet tilgang. Bassisten stod sågar med lukkede øjne flere gange, og flere af bandmedlemmerne så lettere livsforladte ud, når de dukkede op på skærmene i siden af scenen. Det var altså Chatten alene, der sørgede for at holde forbindelsen til publikum, hvilket han til gengæld også gjorde på imponerende vis. Kombinationen mellem hans insisterende armbevægelser og mørke klang kunne næsten lede tankerne hen på den ikoniske frontmand Dave Gahan, om end Chatten ikke kan prale af de samme dansetrin.
På »Jackie Down the Line« dalede engagementet en smule hos både band og publikum. Det virkede næsten, som om nummeret blot skulle overstås, inden koncerten kunne fortsætte. Mellem numrene var der i øvrigt ikke meget kommunikation til publikum. Bandet gik lige på og hårdt, og ud over et enkelt »Thank you, Copenhagen« gik Fontaines D. C. meget praktisk til opgaven. De var kommet for at levere en koncert, intet mere, intet mindre. Det afspejlede sig også i den meget simple scenografi, der egentlig bare bestod af instrumenter, bagtæppe og lys. Ikke at det fejlede noget, det er også et statement i sig selv at lade musikken tale for sig selv, men til en arenashow havde det heller ikke gjort skade med lidt mere godt til øjet.
På trods af gruppens meget pragmatiske tilgang til at spille koncert, sneg der sig dog også et enkelt politisk budskab ind, da Chatten mellem to numre proklamerer ”Free Palestine”, hvilket forvandlede det til et ekko af tilråb på tværs af salen. Efter bandets show på Orange Scene i 2025 kan en sådan erklæring dog næppe være en overraskelse. Man kan heller ikke påstå, at det er første gang, at hverken et punkband eller folk fra Irland har haft et nært forhold til et politisk budskab.
God balance mellem det hårde og det bløde
På »In the Modern World« opstod koncertens første egentlige arenaøjeblik. Hen over sangens enkle arrangement, ledsaget af strygere, kunne man tydeligt høre publikum synge med. Selvom nummeret er i den langsommere ende af deres repertoire, understreger omkvædeteksten »I don't feel anything in the modern world« klart bandets post-punk rødder. Hen mod slutning af setlisten var det særligt numre fra 2024-albummet Romance som fik lov at fylde. På »Favourite« blev scenen badet i magenta, og de publikummer på tribunerne, der netop havde nået at sætte sig efter »Bug«, måtte hurtigt på benene igen. Det er nok et af bandets mest opløftende og livsglade numre, hvor postpunkens vrede for en stund er skiftet ud med forelskelsens glæde. Men skulle nogen have fået den fejlagtige opfattelse, at Fontaines D.C. var blevet blødsødne, blev de hurtigt mindet om bandets hårde og punkede side på »Demolition«. Her blev det hårdtslående beat matchet af det lige så insisterende strobelys.
Meget passende valgte Fontaines D. C. også at afslutte aftenen med »Starburster«, hvis vi altså lige så bort fra ekstranumrene. Nede på arenaens gulv opstod der flere moshpits og det lod til at både publikum og band brugte nummeret som oplagt mulighed for at brænde det sidste energi af inden mandagen. Chatten afsluttede sågar nummeret med et regulært mic drop, inden bandet forlod scenen. Til ekstranumrene havde bandet gemt nogle af deres mere drømmende og romantiske numre. Under »Japan« opstod der en hel stjernehimmel af lys blandt publikum, mens det glitrende bagtæppe til sidst under »I Love You« blev lyst op i de irske nationalfarver. Afslutningsvis på »Where Is Gone?« måtte vi undvære Rosalías vokal, som ellers komplimenterer Chattens mørke røst fornemt på studieindspilningen. Men det klædte faktisk bandet at lade gæstevokalen blive hjemme frem for at afspille den over højtalerne. Selvom Fontaines D. C. valgte at slutte af på en mere stille note, føltes det ikke anti-klimatisk. Koncerten var generelt velbalanceret mellem det hårdere og det blødere, så man savnede ikke nødvendigvis at stoppe på et kæmpe klimaks.
Fontaines D. C. havde en stærk sætliste med, hvor sange fra det nye album “Dopamine Chamber” i særdeleshed fik lov at skinne. Grian Chatten tog virkelig en for holdet i forhold til at holde gang i publikum, og gudskelov for det. Selvom samtale med publikum var næsten ikke eksisterende, var man ikke i tvivl om, at han lagde sit hjerte og sjæl i opgaven. Desværre kunne man ikke helt sige det samme for hans bandmedlemmer.
★★★★☆☆
Anmeldt af Anna Sofie Petersen
Se koncertgalleriet her