Kiefer Sutherland

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

HotelCecil - København - 23.04.2026

Hollywood-glitter dryssede side om side med noter af rock og country ud over et udsolgt Hotel Cecil

 Forud for udgivelsen af sit fjerde soloalbum, så var der besøg af selveste “Jack Bauer” til en intim forestilling i Kongens By.

 Du kender ham nok bedst som skuespiller - det gør de fleste nok stadig - men sagen er, at Kiefer Sutherland i en årrække har haft lige så stor fokus på musik og sangskrivning, som det at spille alt fra vampyr til musketer. Først og fremmest kender flertallet ham nok som Jack Bauer i den succesfulde tv-serie “24 Timer”, men nostalgikere vil også huske hans roller i “Stand By Me”, “A Few Good Men”, “The Vanishing” og en lang række andre prominente film. Sådan er det at gå i sin fars fodspor. Salig Donald Sutherland. Nu er Kiefer dog heller ikke den første filmstjerne, der er gået musikkens veje. Bruce Willis, Robert Pattinson, Kevin Costner og Steven Seagal hører også til i den kontekst. Ja, og så har David Duchovny fra X-Files også netop udgivet ny musik.

Keep It Simple

 Nu var Kiefer så ikke landet på Hotel Cecil for at flashe sine filmpriser, som vi så Will Smith gøre det på SmukFest. Han var kommet for at lade musikken gøre sin ting, og i Sutherlands tilfælde, så snakker vi rockpræget country. Hans medbragte sammenspillede og velklingende band har fulgt ham i længere tid, og de lystrer hver en dessin fra frontmanden, der tekstmæssigt centrerer sin lyrik om det at leve det simple liv i pagt med natur og landbrug. I denne sammenhæng er der ikke meget glamour over Kiefer, men til gengæld masser af ligeværd og sympati. De to guitarister i bandet ligner meget passende to redneck hillbillies, og udgør på sin vis dermed en velmenende scenografi a la westerns.

Nyt, gammelt og andres sange

Sutherlands nye plade skulle luftes og det skete på fornem vis med adskillige sange herfra. Særligt “Goodbye California” gjorde indtryk i både sin fortælling og sin musikalske opbygning. “Simpler Time” gjorde den kunsten efter, mens der også var powerfulde genhør med tidligere nyklassikere som “Chasing The Rain” og “Two Stepping In Time” for ikke at nævne “Agave”, der skyder lidt mexicanerstemning ind i foretagendet også. Tilmed fik vi også en lille håndfuld covers af nogle af de sange, som den gode Sutherland selv holder tæt på sit hjerte. Både “Only Happy When It Rains” af Garbage (som i øvrigt gæster landet til juni) og Phil Collins’ “In The Air Tonight” klarede fint transformationen til mere en afdæmpede form i Sutherlands hænder.

Denne aften var mit fjerde møde med Kiefer Sutherland og orkester. Første gang for mit vedkommende i hovedstaden. I den sammenhæng kan jeg oplyse, at Kiefer ikke er typen, der svigter sit publikum. Hans fanbase begynder også lige så stille at vokse og næste gang er Hotel Cecils køleskab nok heller ikke stor nok. Dog skal spillestedet have, at der VIRKELIG er styr på lyd og styrke. Det er som om englene synger derinde, og i går aftes udgjorde Kiefer Sutherland den bevingede figur.

 Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★☆☆

Se koncertgalleriet her

Next
Next

Hans Philip