Kellermensch

Koncertanmeldelse af Elias Rosendal Sandbæk

Train 29.11.2025

Kellermensch er på ingen måde fra ”Mediocre-land”

Ræk din hånd i vejret og mærk det følelsesladede, farlige land kaldet Esbjerg V.

Det er umuligt at sige noget, der ikke allerede er sagt om Kellermensch som liveband. Den umiddelbare konsensus er, at de er et af de store danske navne, man absolut skal se live. Det ændrer sig ikke i dag. Jeg har set dem live tre gange, og selvom det er første gang, jeg anmelder dem, kan jeg stadig huske hvert øjeblik fra hver af deres koncerter, jeg har været til. Fra når de velklædte herrer går på, til de efterlader salen i chok, med tårer i øjnene og med ondt i nakken, er man opslugt i den fjerne verden kaldet Jerne, Esbjerg V. Med deres tre vokalister, med Sebastian Wolff i front, kaster de en lydmur i hovedet på publikum og fortæller de historier, som er velkendte for enhver fan, og overvældende på den gode måde for alle med på slæb.

Selvom sangen ikke handler om dig, bliver showet en gjort til gave

”Denne sang handler om mig” er en kendt sætning fra forsanger Sebastian Wolff. Hans tekster er personlige, dybe og går igennem smerter, han selv har været igennem. Det kan være svært som kunstner så at videreføre det til en forsamling, men det virker let, når man hedder Sebastian Wolff. Han er en performer, som næsten påfører sig en persona, en karakter, der er pejlemærke for disse kernefølelser, som vi alligevel genkender i hans tekster. Han virker næsten fuld i hans opførsel. Men når lyset rammer hans hånd, der rækker ud til nogen, der kan redde ham fra en dyb sorg, så forstår vi alle den smerte. Når han hiver en tamburin frem i to sekunder, for så at give op på den, eller når han går ind i et mikrofonstativ og derfor vælter den af vejen, så mærker vi som publikum, hvor han er. Denne sammensværgelse bliver viklet pænt ind i den frækkeste rock du finder, mens det tager os igennem hits helt fra deres begyndelse til ny musik, som vi kan glæde os til.

Tre albums berørt og ikke et øje tørt

Sange som ”Army Ants” fra deres første album, der virkelig får vist deres growl-vokalist Christian Sindermanns bedste sider. Sange som ”Mediocre Man” og ”Bad Sign” fra deres andet album ”Goliath” blev mødt med en kæmpe gejst fra publikum. I forhold til deres nyeste album ”Capitulism” til gengæld, nåede vi faktisk alle sangene igennem bortset fra det instrumentale åbningsnummer. Så til jer som elsker sange som ”6705”, ”I’m Not Like Everybody Else”, eller ”Under” (som er min personlige favorit) så ville man gå tilfreds herfra uden tvivl. Lige apropos ”Under” kunne jeg mærke mine tårekanaler vibrere under den geniale performance. Og hvis ikke man har hørt tre stjernevokalister harmonisere endnu, så anbefaler jeg klart at høre, når Wolff, Sindermann og deres tredje livevokalist Mads Björn gør det med clean, growl og skrig. Som kort indskud kom en gæst forbi til et par numre, nemlig vokalisten fra metalbandet Vulvatorious, Ditte Krøyer. Med fire vokalister kunne taget ikke holde til mere.

Når man skal anmelde Kellermensch ud fra Kellermensch

Der er ingen inden for landegrænserne, der kan hvad Kellermensch kan. Det er en af de sværeste ting at forklare til nogen, der aldrig har hørt om dem før. Man kan prøve med ”de er gode til tekster, rock, performance, de har sangstemmerne, talentet og følelserne er også ombord”, men det efterlader en lyst til at spørge ”what’s the catch?” Men når sandheden er, at Kellermensch ikke har en ”catch” bortset fra en ”catch all” når de rækker ud efter alle, der har den mindste kærlighed for rockmusik, så er de eneste, man virkelig kan sammenligne Kellermensch med, nemlig Kellermensch selv. Det eneste jeg savner er, at siden bassistens udskiftning her tidligere på året, så er koncerten blevet mere stillestående. Udover det var der lige en tand for meget røg i starten af koncerten… Det var det. Når man hører publikum råbe i kor på vej ud af koncerten ”kæft, en fed koncert”, så vidste jeg også, at jeg ikke var alene om denne mening.

Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk

★★★★★☆

Previous
Previous

Downtown July

Next
Next

Simon Kvamm