Ashnikko
Koncertanmeldelse af Marie Gyldenløve Theiss
Poolen - København - 30.01.2026
Pastel-karneval på turné
En lystbetonet rejse gennem Ashnikko’s intense diskografi.
Sammen med Ashton Nicole Casey, bedre kendt som Ashnikko, faldt vi ned i et alternativt univers i bunden af hendes taske. Ashnikko agerer både som den hvide kanin, der leder os gennem kaninhullet, og som Alice selv, der famler sig gennem en omvendt verden, hvor forskellen på op og ned langsomt opløses.
Siden den 29-årige rapper, sangskriver og sangerinde sidst var i Danmark på turné, er der sket markante forandringer i hendes æstetiske udtryk. Hvor stilen fra starten bar præg af futuristisk cyberæstetik, har den udviklet sig gennem rockede, næsten alien-agtige faser og står nu i et univers, der er tydeligt inspireret af klovne-, cirkus- og karnevalsmotiver. Det er teatralsk, legesygt og en smule urovækkende.
Taskens sorte hul
Mørket faldt over den forvandlede lagerhal, Poolen. En velkendt stemme fyldte salen og begyndte at remse indholdet af sin taske op: stiletter, lipgloss, syltede agurker, en gulerod, og helt i bunden en lille dør. Stemmen dvælte ved døren. På scenen, der lignede en blanding mellem Alice i Eventyrland og en klovneinspireret neonklub med pastelfarver, kravlede aftenens hovedperson frem gennem en lillebitte dør midt i scenografien. Showet åbnede stærkt med nummeret ”Sticky Fingers” fra det nyeste album “Smoochie Girl”, som også har lagt navn til tournéen. Næsten øjeblikkeligt sluttede to dansere, som viste sig at spille en central rolle gennem koncerten, sig til Ashnikko. De leverede en velpoleret koreografi med et scenenærvær, der konstant løftede oplevelsen. Smilene i deres ansigter pegede mod, at de selv nød hvert sekund, og det var en energi, der smittede direkte af på publikum.
Med Alice i kaninhullet
Historien i showet var tydelig fra start. Hele vejen igennem blev koncerten brudt af små pauser og intermezzoer, hvor fortællingen foldede sig ud i bidder. Ashnikko havde et tydeligt ønske om at tage sin krop tilbage og samtidig støtte andre kvinder i retten til autonomi over egne kroppe. Dette blandet med en syretrip-fortælling om krager, der samler på nipsgenstande for hende, dannede et forvrænget billede af ejerskab og kritikken deraf. Tematikken går igen i hendes musik blandt andet i sange som “STUPID” og “Invitation”, der kredser om grænser, magt og selvbestemmelse, pakket ind i provokerende tekster og et bevidst konfronterende udtryk. På scenen blev budskabet ikke blot sunget, men iscenesat, så publikum blev trukket længere ned i kaninhullet, et univers hvor det groteske, det legesyge og det politiske konstant flettede sig ind i hinanden, med et drys af klovneri. Budskabet blev yderligere forstærket gennem Ashnikko’s marionetagtige bevægelser, som var hun bundet til snore i loftet.
Som at kigge i et spejl
Det var ikke kun Ashnikko og hendes dansere, der dukkede op i fænomenale, æstetiske outfits, som matchede både sangene og den lettere seksuelle undertone, der gennemsyrede hele showet. Allerede ved turnéens start lagde Ashnikko et opslag op med en klar dresscode: maximalisme og hedonisme. Der var ingen tvivl om, at publikum havde forstået budskabet klart og tydeligt. De fleste havde klædt sig på til lejligheden, og det var der god grund til. Hen mod slutningen af aftenen udvalgte Ashnikko nemlig en såkaldt Smoochie Girl, udpeget på baggrund af aftenens bedst klædte fan. Den heldige vinder blev René, som modtog både bånd, krone og et stykke gratis merchandise. Publikum bukkede symbolsk for den nye royale i salen, hvorefter koncerten fortsatte, som intet var hændt, men spejlingen mellem scene og sal var her slået fast. Showet kulminerede under sangen “It Girl”, hvor Ashnikko symbolsk dræbte den del af sig selv, hun ikke længere ønsker at identificere sig med. Denne version af hende blev legemliggjort af en danser iført paryk i samme farve som Ashnikkos hår. Et effektivt og teatralsk billede på selvopgør, transformation og genfødsel. Efter genfødslen rundede Ashnikko koncerten af med nogle af sine største sange, “Slumber Party” og “Daisy”, og satte dermed et effektivt punktum for aftenens fortælling.
Det sidste skub
Ashnikko leverede et helstøbt og visuelt konsekvent show, hvor æstetik, fortælling og budskab gik hånd i hånd. Kaninhullet var dybt, universet gennemtænkt, og ambitionerne til at tage magten tilbage over egen krop var aldrig til at tage fejl af. Det var modigt, teatralsk og til tider decideret dragende. Alligevel manglede der et sidste skub for, at koncerten for alvor ville sætte sig i kroppen bagefter. På trods af de stærke billeder, den tydelige fortælling og flere musikalske højdepunkter, blev oplevelsen til tider mere teatralsk end følt. Det var som at kigge ind i et spejl, der var smukt dekoreret, men som ikke altid spejlede publikum helt tilbage.
Sætliste
Sticky Fingers
Working Bitch
Microplastic
She’s So Pretty
Lip Smacker
Trinkets
Smoochie Girl
Skin Cleared
Toxic
Invitation (feat. Kodie Shane)
Chichinya
Manners
You Make Me Sick
STUPID (feat. Young Baby Tate)
Tantrum
Halloweenie 3,4,5,6 - medley
Chokehold Cherry Python
WEEDKILLER
Possession of a Weapon
It Girl
Wet Like (feat. COBRAH)
Full Frontal
I Want My Boyfriends to Kiss
Liquid
Itty Bitty
Slumber Party (feat. Princess Nokia)
Daisy
Anmeldt af Marie Gyldenløve Theiss
★★★★☆☆
Se koncertgalleriet her