20 markante navne stiller sig i venteposition
05.10.2026
RYGTER
Der er så småt ved at blive prikket hul på bylden, når det gælder offentliggørelser på de danske festivaler om trekvart års tid. Flere af de store har smidt de første navne i gryden, men endnu har vi ikke hørt fra eksempelvis SmukFest. Til det kan jeg kyle et navn afsted, der stinker af folkelighed og likeability. En særdeles hyppigtbesøgende hæs fyr fra Canda er nærmest et match made in “Heaven”. Han var i Danmark i 2022, 2024, 2025 og han kommer såmænd også til december. Navnet er naturligvis Bryan Adams, der har en kaskade af hits af byde på lige fra “Run To You”, “18 Til I Die”, “Cuts Like A Knife”, “Summer Of ‘69” og til de mange filmhits fra “Don Juan DeMarco”, “The Three Musketeers” og “Robin Hood: Prince Of Thieves”. Han befinder sig i Belgien i start-august, så det ville være en falliterklæring for disse spalter ikke at kæde ham sammen med skoven i Skanderborg, hvor han sågar var at finde i 2012 til fejringen af 20 års jubilæet for “Waking Up The Neighbours”
Hørte du også “Loser” af Beck i 90’erne? Selvfølgelig gjorde du det, og nu kan du muligvis komme til det igen. Mr. Hansen (ja, han hedder Hansen til efternavn) er ny på rygtebørsen, omend det i første omgang er et løst og gratis skud. Kredsene, mine ører færdes i, har ham på listen, så… Der kan også blive trip-hop til folket i form af pioner-kollektivet Massive Attack, så kan du bare ikke få nok af “Karmacoma”, “Teardrop” eller “Angel”, så bed en bøn til at Danmark ringes op. De er i Spanien i junis måneds tidlige dage, så de kunne passende klatre nordpå tidsnok til at kunne ramme et af de store danske udbud i samme måned. Det samme gælder for eksempelvis svenske Robyn, der i så fald ikke kommer for at danse for sig selv. “Hey Boy Hey Girl”-psykadelikerne The Chemical Brothers er også potentielle gæster sammen med Passenger, Skrillex, Underworld, FKA Twigs, Bleachers, Anohni, CHVRCHES, Esdeekid, Bonnie “Prince” Billy, Brutalismus 3000, Tinashe, Lola Young, Doechii, bad gyal og Adela.