Simon Kvamm

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Smukfest - Skanderborg - 06.08.2026

En ordentlig Kvamm’er og en strøm af veldokumenterede venner

 Sikke et overflødighedshorn af celebre gæster og sikke en stak af sange fra samme bagmand.

 En mystisk scene var placeret foran Bøgescenerne. En, der ikke plejede at være der. Den forsvandt da også igen, da Simon Kvamm og tilhørende kumpaner havde forladt etablissementet. Den var nemlig skabt ud fra Kvamms eget ironiske ønske. Nu er det jo ikke sikkert, at man skal tage alt seriøst fra en fyr, der har spillet skæve roller som Team Easy Ons Pim de Keysergracht og rockerklubben Svinenes Baune, men Kvamm fortalte, at han havde fået en henvendelse fra SmukFests ledelse med ønsket om at flytte Kvamms kirketurné med Alle Sangene ud under åben himmel. Kvamm havde responderet med, at så ville han også have en specialbygget scene ude blandt publikum. Med tanken om, at det så kunne trække SmukFests følehorn til sig, så måtte han sande, at svaret var: “ja, så gerne”.

Luftvåben og en smadret guitar

 Så der stod han så, den gode Kvamm, på en minimalistisk scene med begrænset plads, men med stort udsyn og et gensidigt nærvær med den skov af mennesker, der var mødt frem i… ja, skoven. Klar til at spille tre håndfulde af de efterhånden mange ikoniske sange (Revner fra Kvamms solorepertoire som den første), som flere forskellige konstellationer er mundet ud i. Ikke overraskende var de to første legekammerater Morten Gorm og Arni Bergmann, der sammen med Kvamm udgør HUGORM. En trio, der her i sommer har spillet her, der og alle vegne, men som et af mange input denne eftermiddag blev det heldigvis ikke trivielt. Vi fik først “fUGLENE” og siden “Forfra Sårbar”, mens der undervejs røg to lavtflyvende jetjagere strygende over skoven med en øredøvende larm til følge, så HUGORM blev reduceret til mimere. Da himmellyden havde fortaget sig kunne Kvamm tørt konstatere, at de dukkede op til aftalt tid. Prisma-søstrene Sirid og Frida Møl Kristensen joinede på “Honey I’m Home”, inden farmand Kvamm, Janus, fik en guitar spændt på maven og var med på “De Voksne Sprækker”. HUGORM var tilbage som trio på “Hugget I Sten”, hvorefter Gorm bragede guitaren i gulvet, indtil den ikke var guitar mere.

Endeløs strøm af gæster

 Solo på scenen hev Kvamm en afdæmpet udgave af Nephews “Police Bells & Church Sirens” op af lommen. Det var en perfekt breaker til at fastholde ham i sit eget element og som hovedperson, trods alt, selvom gæsterne naturligt nok tiltrak noget opmærksomhed. Ikke mindst “borgmesteren” fra 8660 som var det næste levende indslag. Sammen med Kvamm dannede han duoen De Eneste To og i den kontekst smed de “Skrig Det Til Træerne” og “Østjylland Dreaming", inden brormand Stefan Kvamm snuppede slagtøjet på “Morten”. Søren Huss troppede også op med karakteristisk samuraifrisure og hapsede et vers og tangenter på “Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø”, og minsandten om ikke der kom en mindre forstyrrelse af rotorbladene fra en større helikopter, der også lige ville se, hvad der foregik i skoven. Igen en kortvarig overdøvelse af musikerne, som var der et mønster i skidtet.

En hilsen fra Baune

Ikke, at han var blandt gæsterne, men den øretæveindbydende rocker Baune havde en hilsen gennem Kvamm. Han skulle nu nok være her et eller andet sted på pladsen, forsikrede Kvamm, men højst sandsynlig ved den nye scene EKKO for elektronisk musik. Han gider næppe høre APHACA og Saveus fik Kvamm nævnt, naturligvis med Baune-accent og helt bevidst med forkert udtale af bandnavne, som ragede de Baune en høstblomst. Kvamm fik tilføjet, at Baune faktisk var tæt på at blive kastet til seneste sæson af “Bachelor”, men var faldet i sidste runde casting, da han var blevet spurgt om, han var sådan en, der så kvindefodbold. “Nej, og jeg ser heller ikke handicap-OL”, lød svaret. Kvamm forsikrede os om, at det gav sig selv, at når man fødte en idiotisk karakter som Baune, så lå det lige til højrebenet at lade ham være bosat i Herning. Skarp reference til sin egen forkærlighed for Silkeborg IF. Ikke overraskende skulle vi derfor også få Nephews “Superliga” blandt de mange sange, hvor Kristian Riis og René Thalund fra selvsamme band blev hentet ind og bidrog på “Igen & Igen &”, “First Blood Harddisc” og “Gå Med Dig”, hvor det dog ikke var Marie Key, der klarede den kvindelige vokal, men i stedet ingen ringere end Lis Sørensen. Hun skulle lige vænne sig til tempoet i sangen, så hun kom til en start til at trække ord og sætninger lige til den gode side, men hun kom dog i mål.

Kondomer og mere orm

Allerede på dette tidspunkt måtte man konstatere, at Kvamms ordunivers og spænd i tekst, rim og melodiøsitet er og bliver mangfoldig. Sikke en buket, der blev bredt ud over Bøgeskoven i Skanderborg. Det var lige før, at man var mæt, men naturligvis skulle vi lige have endnu et flyvende fartøj ind over hovederne på publikum. Denne gang var det dog lydløst og ikke umiddelbart farbart. Der var tale om en oppustet knudebundet kondom, der som en anden zeppeliner dannede basis for overgangen til dagens sidste gæst. Nephew-segmentet var ikke overstået, men Kvamm har altid manglet en til at synge den signifikante vokal på “Allein Allein”. Det var denne dag smidt i hænderne på saveus, således at den tyskklingende sang kunne få festivalliv for første gang. Bedst som man ikke troede, at det kunne blive ved, så vendte HUGORM-drengene retur til “Nedlægger Forsvaret” som ekstranummer og fuldbyrdede en helt igennem fantastisk eftermiddag, der fik sat to tykke streger under, at det muligvis kan være, at der er nogle Kvamm-numre, som den menige dansker ikke bryder sig om, men der findes ingen danskere, som kan lide nul af Kvamms sangskat. Dette var i hvert fald en mindre tour de force med helt utroligt tynde hår i suppen. Meget symptomatisk stod Kvamm tilbage som sejrherre til tonerne af Blurs “The Universal”. Så langt rakte han ud. “It Really, Really, Really Could Happen”

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★★☆

Se koncertgalleriet her