Nick Cave And The Bad Seeds

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Heartland - Kværndrup - 18.06.2026

En vild Gud kom forbi og gav Heartland den perfekte jubilæumsgave

Sådan indtager man MidtFyn. Med selvsikkert udtryk blev Egeskov og omegn overdraget til australieren uden modstand. Cave kom, så og sejrede på alle planer.

Da han sidst var på Heartland, var der helt stille blandt publikum. I 2023 var settingen nemlig den, at den australske verdensstjerne var en del af en talk, som Heartland jo i øvrigt også er ganske kendt for. Sammen med Sean O’Hagan, der var medforfatter på den dengang aktuelle bog “Faith, Hope and Carnage” stillede Cave op til en snak om livets aspekter, som man jo må sige at have både ramt og præget mesteren. Når man har oplevet både skilsmisse og to sønners dødsfald, så er man mærket for livet. Et liv, som til stadighed er præget af religion, poesi og sangskrivning. Han kender i den grad til sorg og modgang og måske, blandt andet derfor er han et ikon i manges øjne. Dengang besvarede han således også et spørgsmål fra publikum med ordene om, at hvis man aldrig havde oplevet ulykke i sit liv, så skulle man tage sig i agt, for mørket ligger konstant og lurer på dig. Jeg kan love jer for, at der var stille…

Legende i egen tid 

Hvor mange når egentlig at blive ophøjet og tilbedt, mens man stadig er i live? Cave gør, og fremstår under koncerter altid som en slags mytisk alfaderlig figur. Hans musikalske univers er som en messe, en velsignelse og med Cave som prædikanten, der har et helt vanvidskatalog at vælge fra. Hvad han ikke har opnået gennem både The Birthday Party, Grinderman samt filmmusik og kollaborationer er på grænsen til hovedrystende. For ikke at tale om den sammenhæng Heartland oplevede ham i denne åbningsaften - som den perfekte Heartland 10-års jubilæumsgave - nemlig sammen med The Bad Seeds, med hvem han har udgivet hele 18 studiealbum, hvor “Wild God” er det friskeste tilbage fra 2024. Jeg har mødt adskillige musikere, skuespillere og sportsstjerner gennem min karriere med pennen som følgesvend, men sjældent - og i dette tilfælde aldrig - har jeg haft så stor ærefrygt og starstruckfølelse, som den audiens jeg havde med Nick Cave på Heartland for 3 år siden, da Riddersalen på Egeskov dannede ramme for et håndtryk og en snak med fyrsten selv om det danske festivaludbud den sommer.

En indledning som torden

Denne juniaften, hvor mørket langsomt sænkede sig, men solen passende holdt på varmen, trådte Nick Cave og hans dårlige frø ind på scenen præcist til aftalt tid 22.00. Præcist kokken 00.00 var der sat punktum efter en 13 minutter lang version af “Hollywood”, som var mesterligt fanget, orkestreret og doceret. Det var samtidig billedet på den store retfærdiggørelse af, at Nick Cave og sine kompaner selvsagt havde de største bogstaver på årets samlede Heartland-program. Mest i øjnefaldende af alle medspillere er naturligvis Warren Ellis. Den velklædte hulemand, som Cave ikke går ret mange steder uden. Den dynamik og energi, som Ellis ligger for dagen, smitter voldsomt, og giver ofte en symbiose de to imellem, der kan mærkes helt ud over scenekanten. Hans fagter til rytmen er uforlignelige og han kan alene overbevise alle om, at violinen kan spille af sig selv alene ved at blive rusket i. Med en buldrende “Get Ready For Love” fik Nick Cave markeret sin ankomst for blot at eksplodere i støjhelvedet “From Her To Eternity”, som er denne signaturs nødvendige onde. Men sådan er det med Cave. Det er vrede, smerte og sorg i forskellige doser. Jeg er langt mere til det pianobaserede, men sådan er der så meget. Denne koncert var alsidig, og med flere breddesange, end vi er vant til.

Fra stort til storhed

En personlig favorit i form af “Wild God” fik skabt den guddommelige forbindelse til publikum, der i øvrige gennem hele koncerten rakte ud til Cave, som var de planter mod solen. Den Vilde Gud var ikke sen til at gribe de mange hænder og give et stykke dybtfølt poesi til de heldige. Vildt blev det igen i klassikeren om Elvis Presleys fødeby “Tupelo”. Det langstrakte nummer blev brølt og basket afsted med en volumen, så Heartland-plænen var ved at slå revner. Skønne “Rings Of Saturn” var om muligt mere dyb, end den lyder på “Skeleton Tree” og må betegnes som en af aftenens højdepunkter. Senere skulle en af Caves korsangere fronte scenegulvet og give et bud på “Henry Lee” til stor begejstring for alle kendere af “Murder Ballads”. Nu har Cave i alle sammenhænge ikke været en kunstner, der lavede musik til floor eller hitlister. Succes har aldrig været et issue, men alligevel har han en lang række sange, som flertallet kender til. Herfra fik vi “The Mercy Seat” og Peaky Blinders-temaet “Red Right Hand”, inden “Jubilee Street” fik hele skidtet til at kulminere. Det var i sandhed en stor aften, og hvad gør det, at Cave fik byttet om på et par linjer og at trommesættet stod af, når man nu havde to. I den kontekst var der perioder, hvor leveringen var til 5 stjerner, men når resten så var til de 7, så…

Det, han kan, er der ingen, der kan

Nick Cave er en mester i at læse rummet, og slap afsted med gennemgående at kalde vores nation for “Fucking Denmark”. I ordene fra Cave lød det nærmest som et ophøjet adjektiv, mens disciplene ikke fjernede blikket et sekund fra ham. Det store fremmøde lod til at fange konturerne af en Nick Cave-koncert i eget navn. Når Cave har ordet, så lukker man r****. Maniske og intensive blikke blev sendt fra Cave mod sit publikum. Der blev messet tilbage fra publikum. Cave afleverede på et tidspunkt også en mikrofon til en tilskuer i forreste række, drog på andre gøremål og kunne siden vende tilbage og modtage mikrofonen, som om intet var hendt. Han trådte fysisk op på publikums arme og hænder, der bar ham stående, som var han en anden, der kunne gå på vandet. På et tidspunkt lod han sig med vilje længe forover som et fyrretræ i frit fald. Han blev naturligvis grebet. Han kunne afrunde en sang med et par linjer, hvor bandet tav uden at man kunne høre et eneste host fra publikum. Det var tyst i en forsamling for hvem selv Nick Cave ikke nødvendigvis er hovedattraktionen i sig selv. Det er der INGEN andre, der kan længere. Man leder tankerne mod koryfæer som Michael Jackson, Whitney Houston, Elton John, Tina Turner, Prince, Madonna og Freddie Mercury i front for Queen for at finde så stærke brands i navnet alene. Nick Cave er en superslyngel, der er dødcharmerende, men også bevidst om sit eget varemærke. Han bad sågar publikum om at gå hjem og studere teksten til “Bright Horses”. Herefter garanterede Cave, at publikum ville vende tilbage som “new people”. Lur mig, om ikke der er mange det gør, som den voksne sagde. Synge med kunne publikum også på signaturen “Into My Arms”, som kronede det, der skulle blive til samlet to timer og fem minutter.

Det er ret syret at slynge topkarakter afsted til Nick Cave And The Bad Seeds, når jeg samtidig tager i betragtning, at jeg har set dem bedre ved andre lejligheder. Dette var således mit 7. møde med Cave og samtidig 30-års jubilæum for første gang, der indtraf på Roskilde Festival netop det år, der er kåret af Roskilde-brugerne som det bedste program i festivalens levetid. Et kvalitetsstempel af karat og et samlet orkester, der formår at “practice what they preach”. Der lugtede til tider af sød tobak blandt publikum, mens Nick Cave og co. sørgede for sød musik i en grad så selv fuldvoksne mænd i min periferi måtte tørre øjnene. Hvor er det længe siden, at jeg har oplevet en koncert uden publikums pludren og uden at nogen stod med ryggen til scenen og har nok at gøre med at få cocktail nummer 35 til at ramme munden. Tak Cave og slæng for at være en gennemgribende ypperlig booking, hvorend I så aflægger visit. Og til George Vjestica, Jim Sclavunos og hvad alle Bad Seeds ellers hedder. I er i en liga for backing band, hvor kun Bruce Springsteens E-Street Band, Elton John Band, Simply Red og Leonard Cohen kan noget tilsvarende!

Sætliste:

Get Ready For Love

From Her To Eternity

Train Long-Suffering

Wild God

O Children

Tupelo

* Carnage

Joy

Rings Of Saturn

Bright Horses

Henry Lee

The Mercy Seat

Papa Won’t Leave You, Henry

Red Right Hand

Jubilee Street

Hiding All Away/* White Elephant

Hollywood

Ekstra:

Into My Arms 

* Warren Ellis/Nick Cave

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★★★

Se koncertgalleriet her