KEDDE
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Smukfest - Skanderborg - 05.08.2026
På Stjernescenen bragte KEDDE sit eget line-up og blæste skoven igennem
Til en megakoncert, der var til at skrige over, skød KEDDE til vejrs med dans, drama og lækre mænd.
På SMUK gik det løs! KEDDE virkede opsat på at vise sit værd denne onsdag eftermiddag. Værktøjet dertil bestod af Simon Toksvig på guitar, Sebastian Didriksen på trommer, fem stærke dansere, og et hav af gæster, der indtog scenen med den unge popstjerne. KEDDE sagde under koncerten, at musikbranchen havde udviklet sig på det sidste, og at venligheden nåede længere, end den plejede. Det bevistes også på én og samme tid, da han havde inviteret nogle gæster til at betræde scenen sammen med ham. Alle inviterede havde sagt ja til fremmødet, som var de The Avengers i dansk udgave. Dog var der også rigeligt med tid til KEDDE selv i form af mere balladeprægede sange samt smagsprøver fra det kommende album, som KEDDE arbejder på for tiden. Man kunne klart høre skarpe branchereferencer i teksterne og musikken, der dog aldrig føltes som direkte tyveri, men mere som en ung mand der stræber efter at stige i niveau. Med denne koncert er der ingen tvivl om, at han snart er blandt de helt store navne herhjemme.
Nemt at klappe til, nemt at danse til
”Drenge Som Dig” åbnede ballet og satte klar omrids af hvad, der var lagt i støbeskeen. Man var et sted med kærlighed perfekt portrætteret af de herlige dansere, der omfavnede hinanden anerkendende, så det smittede ud blandt tilhørerne. Kort inde i koncerten kom første gæst forbi i form af Mekdes, der fandt sin rette plads på ”Jeg Håber”. Da stemmerne gik i resonans var der vist ingen, der betvivlede deres evner. KEDDE var i det hele taget god til at give ekstra kraft på vokalen, når det krævedes. Næste på gæstelisten var Ida Laurberg, der gav den på en sang, der ikke er ude endnu. Der teases dog lidt på TikTok, og det kunne sagtens ende som single til det førnævnte album, som KEDDE arbejder på. Før man fik set sig om, var også Saint Clara og Jonah Blacksmith på besøg. Saint Clara selvfølgelig på hittet ”Hvorfor Skulle Jeg Vide Det?”, mens brødrene fra Thy var med på ”Kender Du Det?” som var et ganske ventet nummer til koncerten. Alt var dog trumfet af Karoline Mousing, der var med på det uundgåelige nummer ”If U Kno U Kno”. I KEDDES tilfælde er det fejlagtigt at sige, at han satte ild til skoven. Glimmer er mere passende, så hele skovens fremmødte glimrede til dette højdepunkt.
Bliver man gemt og glemt? Eller er man KEDDE?
Frygtede man, at KEDDE selv ville blive glemt i andres storhed blandt de utallige mængder gæster, så viste han, at der var ingen grund til bekymring. Det VAR hans show, da hvert et trin og optrin emmede af hans indflydelse. Han var på bølgelængde med sit publikum, og svedte fra begyndelsen og frem til sidste nummer. Det fremgik tydeligt, at KEDDE ville os, ville det her, og ikke bare for halv kraft. To små sten i skoen var der dog at berette om. Der var til tider en overdosis af pulsende røg fra røgmaskinerne. Især i forhold til tidspunktet på dagen, så var det indimellem svært at se scenen overhovedet, hvilket var en øv-følelse, når man endte med at være så investeret, som det var tilfældet her. Udover det, så smagte koncerten af for lidt bas. En god livebas eller måske kunne en synth-bas have været et brugbart element (når nu KEDDE gør brug af synth på nogle af studienumrene).
Selve scenen bestod af et stort dansegulv med hævede platforme til bandet bagved. Med dansen, så god som den var, var der dog intet andet, der sådan for alvor i sidste ende var værd at have fokus på. Heldigvis blev der også sendt nogle dynamiske kameraer op på storskærmene, så man kunne fange energien, selv om man stod lidt tilbage. Da koncerten startede, lignede det dog ikke til at blive den største tilstrømning, men som tiden gik, flokkede menneskemængden til, så der nærmest var kø til at være del af det hele. De, der var der, fik i hvert fald noget, der var flamboyant, fyldestgørende og fabulous!