IDLES

Koncertanmeldelse af Viktor Emanuel Frost Vajhøj

NorthSide - Aarhus - 05.06.2026

Fuck The King, moshpits og molotovs

Punktivisterne fra IDLES forvandlede NorthSide til moshpits, politiske slogans og en følelse af rendyrket fællesskab.

To sekunder inde i koncerten på Astra-scenen er IDLES allerede i gang med fuld intensitet. Der er ingen opbygning, ingen tøven, bare et band, der går fra 0–100 og eksploderer direkte ud over scenekanten. Joe Talbot er rød i hovedet fra første øjeblik. Hans krop er i konstant bevægelse, og man mærker hurtigt, at hvis du er kommet for at stå og kigge, er det her ikke stedet for dig. “We are an antifascist band from a fascist nation” lyder det fra scenen allerede efter første sang og fungerer nærmest som en varedeklaration for dem, der ikke helt har forstået, hvad det er de står ansigt til ansigt med. IDLES lægger deres verdenssyn frem uden filter, og man er enten med eller ude. Der er ikke rigtig nogen mellemposition.

Fuck den danske kongefamilie

Kort efter kommer en af de mange konfrontatoriske linjer i løbet af aftenen, da IDLES’ forsanger Joe Talbot kigger direkte ind i kameraet og råber: ‘Fuck The Danish Royal Family’. Det bliver leveret uden tøven og med en energi, der får en til at tænke: “Ved du hvad, fuck den danske kongefamilie”. Det er provokerende, men også helt forventeligt fra et band, der altid har gjort politiske udsagn til en aktiv del af deres udtryk og ikke bare subtile beskeder mellem linjerne. Efter et par sange skifter stemningen markant. Publikum går fra at være vidner til at være deltagere, og pludselig er hele pladsen i bevægelse. Der bliver åbnet moshpit efter moshpit efter moshpit. Der bliver løbet i cirkler, hoppet, og dem, der falder, bliver hjulpet op, næsten inden de rammer jorden. Det er i de øjeblikke, hvor koncerten føles større end bandet selv.

Hyldestsange i pailletkjoler

Men IDLES er ikke et band bygget på had, snarere kærlighed. Det kommer til udtryk på “Danny Nedelko”, der er en kærlig hyldest til immigration og de mennesker, der bygger samfund på tværs af grænser. Samtidig leverer sangen et af koncertens højdepunkter, da IDLES’ pailletkjole-bærende guitarist Mark Bowen i C-stykket tager mikrofonen og brøler den ud, mens han holdes oppe af publikum. Det bliver ikke den eneste gang, han blander sig med publikum. “Fuck The King” bliver råbt igen og igen, mens Mark Bowen står midt i menneskemængden, og vi bliver bedt om at sætte os ned.

Og så går det amok

Til lyden af “I’m Scum”, en selvironisk sang om at råbe mod fascister, være Dennis Skinners molotov og generelt set bare at være samfundets afskum, bliver der for alvor gået til den. Cirklen, der er dannet om Mark Bowen, bliver lukket på et splitsekund, og flere mennesker, inklusiv mig selv, ryger i jorden, men bliver hurtigt hjulpet op igen. Det er et fællesskab, man ikke finder særlig mange andre steder end til en IDLES-koncert. Der er en interessant dobbelthed i IDLES’ live udtryk. På den ene side aggression, rå energi og vrede. På den anden side et fællesskab, en følelse af, at publikum bliver en slags midlertidig kollektiv organisme.

Der er ikke en finger at sætte på IDLES - måske har kongen nogle indvendinger -, men ikke udover ham. Det er sjældent, man ser et band, der kan være så kaotisk og samtidig udvise så stor kontrol musikalsk. Alt sidder perfekt, og ikke en tone bliver misset. Joe Talbots performance er kompromisløs på en måde, man kun kan respektere.

Anmeldt af Viktor Emanuel Frost Vajhøj

★★★★★★

Se koncertgalleriet her