Calvin Harris
Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen
Jelling Musikfestival - Jelling - 21.05.2026
Stor scene - lille USB-stik
Mere lys og røg end reel koncert. Calvin Harris’ luftkastel var en fest for de fleste, men nogen musikalsk oplevelse var det på ingen måde.
I omegnen af 40.000 gæster, der skal tilbagelægge 75.000 liter øl, 38.000 burgere og 9.000 bakker pommes frites over 4 dage, er i denne tid samlet på en kæmpe mark i Kongernes By. Et tilløbsstykke uden tvivl, for indeværende år har været et rekordår ud i kunsten at kunne melde tidligt ud angående udsolgte partoutbilletter. Den begivenhed fandt sted helt tilbage til 27. februar. Velkommen til en pinse med den første store festival denne sommer. En festival, der er så etableret, at indeværende år er omgang nummer 36.
Et kæmpebrag eller hva’?
At få lokket den skotske DJ Calvin Harris til Jelling Musikfestival har været et stort ønske gennem en årrække. Med hiv og sving lykkedes det så i november at lande en aftale, således at manden med det borgerlige navn Adam Richard Wiles kunne stå på festivalens største scene på åbningsaftenen. Forud var det blevet spået, at med “ansættelsen” af Calvin Harris kunne forvente det måske største show i hele Jelling Musikfestivals historie. Blev det så det?
Optræk til dyst
Queen har stået her. Elton John har stået her. Ozzy Osbourne har stået her. Voldsomme kapaciteter, som Harris er oppe imod, hvis vi absolut skal trykke på konkurrenceknappen. Vi kunne også trække på sidste års hovednavne som model for et sammenligningsgrundlag, hvor Eve og Nelly nok tager titlen for de mest fejlcastede berømtheder på en dansk festival nogensinde. Don’t even get me started! I den kontekst, så ville Harris kunne slippe afsted med at gå på scenen og sige goddag og farvel og alligevel høste større anerkendelse. Anerkendelse fik Harris imidlertid nok af for i den halve time forud for koncerten, flokkedes teenagere ind i pitten og var klar med tiljublinger og en tydelig forventningens glæde. Nu skulle der virkelig bounces…
Playliste med kollaborationer
22.45 kom hovedpersonen, der blev dyrket som en afgud, på scenen. I pomp og pragt lysmæssigt stillede Harris sig med et charmerende smil på læben og forude ventede godt og vel en fodboldkamps varighed med floorbangers primært kreeret af Harris selv. Om masserne havde forventet besøg af Dua Lipa, Rihanna og Sam Smith skal være usagt, men “One Kiss”, “We Found Love” og “Promises” var selvsagt på USB-stikket - eller hvad Harris nu gemmer playlisten på. På klassisk manér tog han nemlig hovedtelefoner på fra koncertstart og ja, der er ingen grund til at kalde dem høretelefoner, for det var den eneste ting, han i hvert fald ikke brugte dem til. Lyden forekom nu også ganske ensartet, selvom Harris skruede, trykkede og fadede på livet løs, men uden at det ændrede en tøddel på lyd eller indfald. Det er svært begribeligt, at disse DJs er så svimlende dyre, når man bliver spist af med nogle håndtegn, påberåbelse af hænder i vejret eller “make some noise”. Harris er en enmandshær, der ikke fylder ret meget i modsætning til de tusindvis af lamper og lyskastere som bistår musikken (eller hvad vi skal kalde det), men det har sandsynligvis alligevel kostet mesterslanten at få ham ombord i år.
Opvarming til intet
Ungdommen festede, som gjaldt det livet. Et skønt syn og meget livsbekræftende at se så meget kærlighed. Festligheder i så stor skala kan et eller andet, men nu er det i sidste ende ikke festen, der skal dissekeres her. Det er trods alt musikken, og her er det altså, at jeg må stille et forholdsvis stort spørgsmålstegn. Når et så stort navn, der har gjort mange ting rigtigt ud i at skabe hits i eget navn, så er der noget selvmodsigende i, at man har så stort et behov for at krydre sit eget show med andre folks sange. Bevares, andre kunstnere fortolker da også andres værker, men disse højprofilerede DJs opererer ikke synderligt anderledes end at flytte en streaming over i egen opsætning med få klik. Det er svært at komme overens med, når Dean Turnleys “Actin’ Tough” og Florence + The Machines “Spectrum” vikles ind i moradset. Det var lidt som at være til forfest uden at have held med at rekvirere en taxa til the main event.
Dyre tomme kalorier
Dermed er det altså svært at lade sig imponere, når en mand står urokkeligt bag en pult i halvanden time. Hvilke live-oplevelser ville man ikke kunne have fået for den skilling? Det svar blæser i det uvisse og et andet svar følger her: Nej, Calvin Harris er ikke det største navn, der har spillet på Jelling Festival. At han så har udgjort den formodet dyreste fest, kan man måske påpege - eller holde den op mod Kygo i samme genre, der var forbi sidste år. “This Is What You Came For”... Arhhh, næppe. Det unge publikum var ligeglade og lod til alligevel at finde kærlighed i håbløsheden, som Rihanna prædiker.
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen