Bølle
Koncertanmeldelse af Viktor Frost Vajhøj
Nibe Festival - Nibe - 04.07.2026
Bøllerne tvang publikum til at danse med
Det er sjældent, man forlader en jazzkoncert og tænker, at fremtiden lyder sådan her. Bølle giver netop den følelse.
En lyd, vi mangler
Det aalborgensiske band indtog Den Lille Fede på Nibe Festival med en lyd, der virkelig mangler på den danske musikscene. Første nummer starter med lyden af rindende vand, stille, næsten beroligende, men det varer kun et øjeblik, før det hele bryder sammen i en eksplosion af blæsere, elektrisk guitar, bas, trommer og synth. Man forstår hurtigt, hvorfor Bølle vandt det nordjyske Band Battle. Der er noget næsten urimeligt over, hvor dygtigt et band de er. Individuelt er de teknisk imponerende, men sammen bliver de til noget helt andet: ikke bare et band, men en samlet organisme, der trækker publikum med ind i deres eget univers. Deres rytmiske popjazz er umulig ikke at bevæge sig til, og publikum vokser hurtigt til det dobbelte og næsten det tredobbelte af, hvad det var fra start.
Lidt for fjollet
Midt i det hele bliver der råbt efter en lighter, som hurtigt dukker op i mørket. Det er en af de mere afdæmpede passager i koncerten, hvor der samtidig bliver fortalt en lille historie, mens en øl med fasttapede stjernekastere bliver tændt. Lige efter følger et nummer om, hvordan ål formerer sig. Koncerten bevæger sig flere gange i retninger, der næsten bliver for meget, og her tipper det en smule over i det fjollede. Det er netop dét, Bølle gør: de balancerer konstant mellem kompromisløs, festlig jazz og så det fuldstændig absurde. Netop derfor kan det også nogle gange blive lidt for løssluppent. Bølle er bedst, når de ikke nødvendigvis taler så meget med publikum, men i stedet forsvinder ind i deres instrumenter og næsten glemmer, at der står et publikum foran dem.
Et band, der ved præcis, hvor gode de er
Bølle spiller som et band, der godt ved, hvor gode de er, og som bare venter på, at resten af omverdenen opdager det. De lyder som noget, der lige så godt kunne være endt på en hovedscene i Rio under karnevallet, men som alligevel passer overraskende naturligt ind på en lille scene en regnvejrsaften i Nordjylland. Hver enkelt musiker får lov til at træde frem og stjæle billedet, før de lige så ubesværet falder tilbage og giver plads til de andre. Det er ikke ego, men balance. Et konstant skift mellem solist og ensemble, der aldrig føles forceret. Selv uden vokal er det en koncert, hvor man næsten får lyst til at synge med alligevel. Ikke på ord, men på rytmerne, på bevægelserne og på de følelser, der ligger gemt i musikken.
Anmeldt af Viktor Frost Vajhøj