Koncertanmeldelse af Carl Grauballe
ACC - Århus - 13.11.2026
Turboweekends retur var en blandet pose bolcher
Bandet kom til Aarhus Congress Center med en præstation, hvor det mest opløftende var håbet om, at de finder tilbage til deres bedste på kommende udgivelser.
I starten af 2018 opløste Turboweekend sig selv. Under overskriften “Bandet har spillet sin rolle” tog de afsted på en sidste turné. I mange år virkede det også som et endeligt for electrorock-bandet. Som en fønix ud af asken dukkede nyheden om en genforening op for lidt over et år siden. Heriblandt med annonceringen af netop aftenens koncert. Større end nogensinde i Aarhus Congress Center
I troed’ vi var døde og borte
At det efterhånden er et par år siden, Turboweekend for alvor blæste ud over danskernes playlister, radiostationer og pladespillere, kunne ses på publikum. Her var undertegnede blandt en meget lille skare, der ikke havde rundet de 30 ture rundt om planeten. Forventningens glæde var ikke til at tage fejl af. Jeg mistænker også, at flere har haft sat ring om datoen i et års tid efterhånden. Til tonerne af én af mine favoritter fra den danske højskolesangbog, “Se, nu stiger solen af havets skød”, kom aftenens genoprejste kæmper på scenen. Anført af en hætteklædt Silas Bjerregaard i sikker vandring mod mikrofonen var der en øjeblikkelig gensynsglæde.
Fase et: All guns blazing
Åbningsnummeret vender vi tilbage til. Resten af indledningen af koncerten var en intens mavepuster og gennemgang af Turboweekend, når de er allerbedst. Før vi havde nået aftenens syvende nummer, havde bandet allerede rullet “Neverending”, “After Hours”, “Into You” og “Trouble Is” ud. Haps for en hidsig indledning, men godt nok også tidligt at fyre så meget krudt af. Fælles for disse numre er, som før nævnt, at de viser Turboweekend i deres stærkeste format. Ledt an af tung, tung synth, og med et næsten dystert univers på flere af numrene, der indbyder til dans og hypnotiserende opmærksomhed på instrumenternes rolle i det stærke samspil, var det umuligt ikke at blive grebet af stemningen i indledningen. Altså, helt ærligt, hvem får ikke lyst til at smide, hvad man har i hænderne, og lære at mestre synth-keyboardet, når temaet til gennembrudshittet “Into You” spiller? Eller følge i sporene på én af 00’ernes største DJs, Tiësto, og lave et remix af dragende “Trouble Is", der i aftenens anledning var tilført et element af crowdsurfing? I øvrigt uden det på nogen måde kunne høres på Bjerregaards imponerende vokal. Det eneste minus i en imponerende indledning var lydmixet, hvor trommerne overdøvede hovedattraktionerne i vokalen og keyboardet. Det blev dog fikset efterfølgende. Tak for det.
Fase to: Ørkenvandring og ølkø
Jeg tog mig selv i at tænke, at det ikke var til at mærke, at bandet ikke har spillet på danske scener i mange år. Desværre var det måske også lige en tand tidligt nok, at min begejstring nåede det niveau. Tilbage til indledningen. Ligesom det syvende nummer var første nummer fra deres nyere danske udgivelser. Og her må jeg kynisk bare tilstå, at jeg slet ikke mærker magien. Det virker mest af alt som en flok sange om fællesskab, godt humør og at løfte i samlet flok, der egentlig var tiltænkt et Disney-soundtrack, men fik et skud “rockificering” i sidste øjeblik. Heller ikke i liveopsætning kunne det mærkes, at det var Turboweekend, der var forfattere. Det blev desværre symptomatisk for den lille ørkenvandring, som var midten af koncerten. Der manglede den gnist, nerve og det knivskarpe fokus på universet, der fangede publikums opmærksomhed i første del, og det blev desværre også for tydeligt, da der var fællesvandring mod baren under “Colors”, efter publikumstækken over en længere periode var dalet. Der var dog ikke lukket og slukket for Turboweekend. Efter den lange outro på føromtalte “Colors” dukkede Bjerregaard pludselig op nede ved lydpulten. Et trick, der er set før i Aarhus Congress Center, men alligevel gav lidt tiltrængt afveksling. Efter et nummer ved klaveret blev forsangeren flankeret af to bandmedlemmer, og her nåede koncerten igen tilbage til noget af startmagien. Først med et nummer, der er så nyt, at det endnu ikke er færdigøvet eller navngivet (bliv ikke overrasket, hvis det hedder “Hours” eller “Towers”), og derefter med “Miles and Miles” blev der sparket lidt tiltrængt energi ind i salen og lukket op for, hvad der skulle vise sig at blive en glimrende afrunding.
Livstegn blandt fejlskud
De nye numre er især værd lige at dvæle lidt ved. Hele tre uudgivne af slagsen fik vi, og der er så sandelig håb! Især det sidste af de tre (et frækt bud på navn ville være “The One For Me”) fik virkelig vist, at der så sandelig er håb for at et kommende Turboweekend-album kan have relevans på den danske musikscene. Igen ledt an af synths, men med en nærmest house-lignende bas, suppleret af legende guitarspil, smeltede det sammen til noget, der bliver en blanding af et 90’er eurodance-hit blandet med 00’ernes rock-krampetrækninger, og det fungerede hamrende godt. Ja, faktisk var det blandt de nye numre, at jeg blev allermest begejstret. Noget jeg bestemt ikke havde regnet med inden dagen på bagkant af det seneste års dansksprogede fejlskud. Det var et tiltrængt energiboost, der klemte sig ind som et livstegn blandt de svagere momenter.
Fase tre: Triumferende afrunding
Tilbage på scenen var bandet nu samlet. Opløftet af at have fået tilbagevristet grebet om publikum gik koncerten ind i sin sidste fase. Alt krudtet var altså ikke skudt af. Understreget af, at der også kunne tændes liv i salen på de nyere numre, lod bandet ikke momentet slippe. På “Holiday” fik bandet salen til at hoppe i en grad, jeg faktisk må tilstå, jeg ikke havde forventet. Tidligere havde jeg set, hvordan publikum reagerede på instruktionen om at “eksplodere”: Der blev svaret med en entusiasme, der næppe vækkede mange alarmklokker hos Østjyllands Politi. Derfor var det symptomatisk for, hvor koncerten var nået hen, at selv de folk, der havde taget plads helt bagerst, faktisk lod kroppen løfte sig fra gulvet. Den hidsige ølvandring fra tidligere betød dog også, at det flere steder var en ren skøjtebane af øl, på bagkant af hopperiet, men det skal der være plads til. “Something Or Nothing” blev kulminationen på aftenen, og Bjerregaard, der nu var iklædt en klassisk hvid undertrøje (i et fit, der skriger mere rockstjerne end Frank Hvam) lod energien fylde salen i en grad, hvor han efterfølgende måtte løftes på benene af bandmedlemmerne. Efter en kort pause var bandet tilbage og rundede aftenen glimrende af med fællessang på “On My Side”. Tilbage var man efterladt med en blandet følelse. Det var bestemt ikke alt, der spillede på den høje klinge, men når det var godt, var det rigtig godt. Selvom det var i lidt for få glimt, viste Turboweekend, at de stadig har en plads på livescenen. Især hvis de kommende numre lever op til hvad de teasede.
★★★☆☆☆
Anmeldt af Carl Grauballe
Se koncertgalleriet her