The Offspring
Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen
Royal Arena 11.10.2025
Afkommet fra 90’erne bider stadig fra sig
The Offspring havde ikke det mindste svært ved at underholde publikum, selvom vokal, lyd og mikrofonsnak havde mistet lidt potens.
At gå til en koncert med The Offspring er aldrig kedeligt. Dog er der en risiko for, at man er sansestimuleret for et helt år efter blot et par timer i selskab med punkrockerne fra Orange County. Sådan var det også lørdag aften i Royal Arena, hvor en dronedrevet zeppeliner med The Offsprings logo på, svævede rundt over publikums hoveder og droppede plektre og bonuskort ned til masserne. Godt 25 minutter inden koncertstart røg en fyr i abekostume rundt på scenen og fik folk med på at synge A-has “Take On Me” som en gigantisk omgang karaoke. Selvsamme abefyr stavrede ned blandt publikum og fik via kamera organiseret såvel en runde kiss cam, headbanger cam, fuck cam (altså midterfingeren) og shake your booty cam, inden to heldige dudes fik byttet deres siddepladser ud med et par eksklusive ståpladser helt oppe foran scenen. Al selvhøjtidelighed lod sig sive ud, hvilket også var meget passende, for folk, der hepper på The Offspring, er en ganske broget flok.
Mest af det gamle samt en hyldest til Ozzy
Amagers ypperste spillested var tilvalgt på bandets “Supercharged”-tour, men det var nu ikke albummet af samme navn fra sidste år, der som sådan fyldte det helt store denne aften. Blot to numre kunne det blive til. Usædvanligt faktisk, men ikke desto mindre godt for helheden. “Supercharged” er nemlig ikke ligefrem noget unikum af et album. Mon ikke også folk primært var kommet for at høre udpluk fra de to store 90’er-værker “Smash” og “Americana”? Her blev man anderledes forkælet, for denne aften var der fundet plads til hele fire sange fra hver plade. Fire alternative indslag var der også denne aften, for et af bandets store helte Ozzy Osbourne stemplede som bekendt ud fra denne verden i sommer. Det blev denne aften markeret med lidt snippets fra “Electric Funeral” og “Paranoid”, mens vi også fik en større bid af “Crazy Train”. Der var også et take på Ramones’ “I Wanna Be Sedated” og så lidt pauseunderholdning fra den tossede lead guitarist Noodles, der jammede sig igennem Edvard Griegs orkesterstykke “In The Hall Of The Mountain King” fra “Peer Gynt”, som sjovt nok findes på det udmærkede album “Let The Bad Times Roll” fra 2021. Et album, der denne aften derudover ellers var overset.
Vokal uden pokal
Tilbage til start, for i pomp og pragt ankom The Offspring på scenen til aftalt tid. Nedtællingsuret på storskærmen løj således ikke, og med et afsæt i “Come Out And Play” med sine genkendelige egypter-riffs blev aftenens koncert sparket i gang med bandets sådan første reelle hit. Dexter Holland på vokal og Noodles i højt spillehumør garanterede for en god aften i den danske hovedstad. Dog stod det hurtigt klart, at Hollands stemme ikke helt kunne ramme klangen fra de ellers så velkendte sange på bandets repertoire. Den var uskarp og usammenlignelig kontra den lyd, som flertallet nok havde inde i hovedet. Lydbilledet var generelt til tider noget uafstemt. Holland lød ikke altid som Holland, selvom han stod lige der. På mange måder var det måske meget godt, at Noodles kunne sørge for lidt spøg og skæmt om aflastning, selvom det på et tidspunkt måske nok var lige ved at udvikle sig til et decideret talkshow. De to er fortsat de mest gennemgående figurer i et band, som gennem tiden har skiftet en del ud i personalet.
Ekstraudstyr og publikumskor
Da bandet havde afviklet koncertens første syv sange, så var “Supercharged” “afviklet” i form af “Looking Out For #1 og førstesinglen “Make It Alright”. Nu kunne det store artilleri køres i stilling akkompagneret af en regn af ild, konfetti, gigantiske oppustelige skeletter samt bolde som legetøj til publikum. Ved flere lejligheder kunne man ikke længere skimte, hvad der foregik på scenen for de bouncende elementer, der flyttede sig rundt i arenaen ved publikums hjælp. Der blev desuden stagedivet og lavet moshpits og running circles i et væk, og scenens kameraer var i den grad stærke udi at dokumentere, hvad der foregik blandt de forreste festende rækker. Et stærkt hitarsenal som afslutning på hovedsættet faldt omgående i publikums smag. Det var tilsyneladende tilgiveligt, at Hollands stemme ikke kunne de samme eskapader som i 90’erne, for det samlede crowd overdøvede praktisk talt også frontmanden på “Gotta Get Away”, “Why Don’t You Get A Job?”, “Pretty Fly (For A White Guy)” og “The Kids Aren’t Alright”, der inbetween kun blev afbrudt af en fin callback-version af “Gone Away” med tilhørende piano, så sangen kunne veksle mellem 1997-udgaven og den fra 2021.
Game, set og match
Ind måtte bandet igen til et par ekstranumre, som ikke overraskende bestod af “You’re Gonna Go Far, Kid” og signatursangen “Self Esteem”. Dermed startede og sluttede The Offsprings koncert med de to væsentligste ørehængere fra “Smash”. På alle måder en fin dosering af et band, som ganske vist ikke har deres storhedstid foran sig. Dog viste de sig denne aften fortsat relevante for gamle feinschmeckere og nye stiklinger. Lav selvtillid behøver The Offspring i hvert fald ikke at gå rundt og bære på.
Sætliste
Come Out And Play
Want You Bad
Looking Out For #1
Staring At The Sun
Original Prankster
Hammerhead
Make It Alright
Bad Habit
Electric Funeral/Paranoid (Black Sabbath-cover)
Crazy Train (Ozzy Osbourne-cover)
In The Hall Of The Mountain King (Edvard Grieg-cover)
I Wanna Be Sedated (Ramones-cover)
Gotta Get Away
Gone Away
Why Don’t You Get A Job?
Pretty Fly (For A White Guy)
The Kids Aren’t Alright
Ekstranumre:
You’re Gonna Go Far, Kid
Self Esteem
Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen
★★★★☆☆