Slush Eyes
Koncertanmeldelse af Jonathan K Kristoffersen
SPOT - Aarhus- 02.05.2026
Hjernesmeltende, koffeininduceret rave-fest
Slush Eyes viste et propfyldt VoxHall, hvor fedt dansk eurodance kan være
De fleste kender nok Kristoffer Jessen fra hans rolle som frontmand i det alternative popband Søn, men når han sammen med DJ’en Mikkel Wonsbek indtager scenen som Slush Eyes, så er han et helt andet væsen. Han leverer selvfølgelig stadig en vanvittig vokal med sin karakteristiske høje tenorstemme, men hvor Søn ofte er mere introspektiv i sine tekster, er Slush Eyes en mulighed for give slip på alle tilbageholdenheder og bare feste derudaf.
Hofnarre fra fremtiden
Slush Eyes indtog scenen iført sære outfits med Jessen i heldragt og taget lige ud af en dårlig sci-fi film. Wonsbek derimod i hvad der lignede en lettere påklædt version af en hofnar – et fantastisk syn i kombination med hans ikoniske grydehår. Hofnar-motivet var ikke helt galt, da Wonsbek ofte tog sig tid til at gøre alt muligt hurlumhej, når DJ-pulten kunne klare sig selv. Herunder fik han beskudt publikum med en overraskende kraftfuld sæbeboblepistol, og dernæst bevæbnede han sig også med en røgmaskine, som var det en form for bazooka. Han fik bl.a. også givet en vanvittig bongotrommesolo og kylet en hel kopfuld Monster energidrik ud over publikum.
Under sangene fik vi også besøg af et par finurlige karakterer. Jessen introducerede en af sangene med en lille historie om, hvordan Slush Eyes havde fået deres første stalker, som de heldigvis havde fået et polititilhold til og i hvert fald IKKE kom til at dukke op her til aften. Denne stalker var selvfølgelig ingen anden end gambling-maskotten Mr. Green. Du gætter nok aldrig hvem, der pludselig indtog scenen alligevel. Det gjorde Mr. Green himself med stok og det hele, og fik fyret vanvittige dansetrin af og begav sig ud i et legendarisk crowdsurf. Under det sidste nummer, ’Tårnby Hotel’, kom to dansere ud med mærkelige geometriske hovedbeklædninger, som nok ingen helt rigtigt var sikre på, hvad skulle forestille, men det virkede alligevel meget velkomment i den udenjordiske æstetik, som Slush Eyes havde gang i.
Sjælerystende bas
Alt dette ståhej havde selvfølgelig ikke fungeret lige så godt, hvis musikken ikke også var helt i top. Bassen slog så hårdt, at det kunne mærkes i hele kroppen og det var som om, at bygningen i sig selv dansede med til beatet. Slush Eyes ligger så meget op af eurodance-scenen fra 90’erne og 00’erne, og det er klart, at mange stadig længes efter denne fjollede dansable genre af musik. Bas er selvfølgelig vigtigt, når det kommer til rave-musik, men desværre var det til tider svært for Jessens lyse stemme at bryde igennem den dybe lydmur, som han druknede lidt i. Nogle gange var det tilsyneladende også svært for ham at følge takten. Flere gang fik han dog lov at skinne for sig selv, som da debutnummeret ’Funny Boy’ startede med en acapella version af sangens aldeles ørehængende omkvæd. Motiverne i teksterne var ofte lige så fjollede som sceneshowet og selvom man ikke kunne fange alle ord, så kan man fange forunderlige bars som ”Kattegat-i-øjet-boy”, ”fuck, shit, pis” og ”lå i ske i fodgængerfelt”. Det var yderst imponerende, hvor meget Slush Eyes kunne få publikum op og køre med sange om vodka-monster, tissemyrer og skincare-rutiner. Hvis du vil have en latterlig fest, du aldrig glemmer, så er en Slush Eyes koncert måske lige noget for dig.
Anmeldt af Jonathan K Kristoffersen