Simon Kvamm
Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk
Sankt Lukas Kirke - Aarhus
I Sankt Lukas Kirke i Aarhus blev man pludselig gode venner med Simon Kvamm
Har du nogensinde gerne ville vide hvad der sker inde i hjernen på den skøre mand bag sange som ”Morten” og ”Superliga”?
Simon Kvamm gik ind i Guds hus med keyboard og guitar. Det virker som starten på en far-joke, men en bedre kombination er faktisk ret svær at forestille sig. I Sankt Lukas Kirke kunne man pludselig høre den dybe stemme, vi kender og elsker fra Nephew, HUGORM, De Eneste To eller måske endda Drengene fra Angora. Han begyndte showet med at fortælle, at det er første gang i hans lange karriere, at han havde samlet sange fra alle de mange år han havde spillet musik. Det blev intimt, men morsomt til tider, mens der blev luftet årenes hits. Han mindede her kort, ikke som en stor rockstjerne, men som en spillemand i en lille sal, med den hemmelige fordel, at alle i salen kendte alle hans sange. Kirken som venue var, som forklaret af Simon, et sted, hvor vi kunne samles på en lodret linje. En linje der gik os til rødderne som mennesker og op til himlen. Hvis målet var at forbinde os til netop den linje og til hinanden, så kan jeg ikke sige andet end, at det blev gjort til perfektion.
Hvordan vælger man sange fra 30 års karriere?
Simon havde her skræddersyet et sæt til os. Fra Nephews ”Police Bells and Church Sirens” og så besøgte vi ”Skrig Det Til Træerne” fra De Eneste To, skrevet sammen med Peter Sommer selvfølgelig. En ny og opdateret version af ”Superliga” med nye navne, som de unge og børnene i publikum havde større chance for at kende, var en forfriskning af en klassiker. Flere gange ville Simon gå direkte mellem to sange for bedre at illustrere sammenhængen mellem de følelser, og nogle gange endda akkorder, der kunne gå igen i så lang og frugtbar en karriere. Dog var én ting sikkert. Uanset hvilken Simon Kvamm man var fan af, var der noget til netop dig. Vi fik også et hurtigt indspark, der omhandlede karakteren Baune fra Drengene Fra Angora. Vi hørte, at han var blevet dørmand, og så fik vi lige hørt et lille klip af ”En dørmand har sgu følelser”. Så hvis du også savner Baune, så skulle jeg hilse og sige han har det godt, og stadig er single.
Honey come to church
Som jeg åbnede teksten med, var det en kæmpe mulighed for at lære Simon bedre at kende både som person og musiker. Jeg blev ikke skuffet. Tværtimod. At høre om hans tanker om mennesker, hans forhold til religion, og hans personlige anekdoter om hans far og hans datter, der ledte ind i en følelsesladet a cappella version af ”De Voksne Sprækker” som han sang blandt publikum, som var vi inviteret hjem i hans stue. Et andet højdepunkt var til sangen ”Hjertestarter”, hvor vi som villige deltagere pludselig var hans gospelkor. Det varede lige længe nok, og folk begyndte nærmest af at blive trætte af at klappe og synge det samme ord om og om igen, men stadig er der nu en gruppe mennesker, som jeg er med i, som kan sige, at de har sunget kor på ”Hjertestarter”. Man kunne ærlig talt også godt lidt savne, siden Simon mest er kendt for diverse genrer af rockmusik, nogle trommer eller noget andet, der kunne give lidt mere gang i den. Det var ikke pointen med oplevelsen, men det var for mig svært at se bort fra.
Fra koncert til oplevelse
En koncert er et sted, man kan høre noget, der rører én dybt. En oplevelse er større. En oplevelse er så stor, at det går på tværs af genrer. Denne koncert er en oplevelse, jeg nok sent vil glemme. De sidste kirkekoncerter er desværre udsolgt, men hvis jeg kunne gribe dig om skuldrene og skrige ”køb en billet med det samme!”, så ville jeg gøre det. Til alle, der læser dette, som allerede har billet, og skal se ham enten i Aarhus som jeg, eller i Kolding, kan jeg kun sige det åbenlyse; glæd jer!
Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk