Sebastian Wolff

Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk

Gisten - Ry - 23.01.2026

Den dystre sanger bag facaden og ind i stuen

Sebastian Wolff er på soloturné, og kiggede indenfor på Gnisten i Ry fredag aften.

I starten af dette år har Sebastian Wolff besluttet sig for at spille lidt sange uden resten af Kellermensch, men i stedet med en guitar og en øl i hånden. I hørte rigtigt. Man kan nu opleve manden, der ellers kaster sit mikrofonstativ, på stueren vis. I stedet for at vifte en tamburin på så væmmelig vis, at den næsten råber efter asyl hos gulvet, kan han nu opleves med de samme gode tekster uden et flashy sceneshow. Dystert er det dog stadig. Som Sebastian selv nævner, er mange af hans sange kommet til ham i svære tider. Dog er der få derude, der kan få folk til at føle det svære ved det svære. Det kan den gode Wolff - om det så er med taget, der letter, eller i en sfære bygget op omkring stearinlys. 

Sangrepertoire, som Wolff selv holder af

Det var i denne sammenhæng den lille mus, der trådte op på scenen i Ry, og som straks tog os ind i hans univers, der bestod af skod og skilsmisse. Især ”6705” var spændende indledt med en fortælling om rimet i omkvædets fødsel. ”How To Get By”, som også plejer være akustisk til Kellermensch koncerter, var sat i en intim siddesal, hvor hvert ord føltes fyldestgørende, ramte nye højder. Andre Kellermensch-sange som f.eks. ”Bad Sign”, ”Nothing” og ”Army Ants” virkede også som nye besværgelser, og især med Sebastians indsigt i tankegangen, der fulgte hans liv og karriere, blev nye oplevelser skabt. Coversange var der en overraskende mængde af. Både Bob Dylan, Alice in Chains og Kashmir, kunne nok godt nikke godkendende til deres sange gensunget af denne vilde vokalist.  

Travl teknik trives på godt og ondt

Hvis man leder efter intimkoncerter, små kunstnere fra diverse internationale kroge, hvor det eneste krav er, at lyden skal være i top, så er jeg fortsat imponeret over Gnistens lydkvalitet. De gange, jeg har været der, har lyden matchet det bragte hver gang, og dette var heller ikke til skuffelse for den kære esbjergensiske ulv. Jeg stiller mig dog kritisk over for aftenens lyssætning. De gange hvor Sebastian nærmest gik a cappella havde det været klædeligt, hvis lysdæmpningen havde været ajourbragt. Lysvalget, farver og volumen var egentlig rigtig godt, men koordineringen fremstod til tider lidt rodet. Det er bare vigtigt, at dette ikke bliver distraherende for oplevelsen, og det blev det i hvert fald for denne anmelder.

Sidste spark i måsen og kys på næsen

Overordnet set var showet som enhver spillemandsshow, dog var det netop dén spillemand jeg gerne ville se i nyt lys. Dog undrede det mig, at coversangene, og især så mange, skulle være nødvendige. Sebastian Wolff sidder på et bjerg af en diskografi, og havde han fyret sange som ”Lost at Sea” (muligvis med noget hjælp fra publikum) eller ”Under” (som ville have fået mig personligt på grådens rand) af, så ville det i højere grad virke som hans eget show. Ikke at jeg klager over lidt Kashmir en gang imellem, men Sebastian er en fantastisk sangskriver, og det er et øjebliksbillede af hans evner, som jeg ønsker fra netop sådan en slags koncert, han laver nu. Er du dog ikke den største fan af hård rock, og er mere til vin, stearinlys, og en skør mand med en guitar der virkelig kan danse med dine følelser, så er dette en god og unik mulighed.

Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk

★★★★☆☆

Se koncertgalleriet her