Pumpegris

Koncertanmeldelse af Jonathan K Kristoffersen

SPOT - Aarhus- 01.05.2026

Groovy smeltepotte fra Norge

Pumpegris blandede både tid og sted i ACC med en fusion af pop, jazz, math rock, norsk folkemusik og en snert af noget vestafrikansk.

Det er blevet mere og mere moderne her i Norden at kombinere vores nutidige musik med det traditionelle, men det tager sig et helt andet liv i Pumpegris’ optræden her. I mange af sangene gjorde forsanger Vera Sonna brug af den ældgamle skandinaviske ’kulning’ vokalteknik, som med hendes stemme lød aldeles flot. Især under forspillet til nummeret ”Føkk det” demonstrerede Sonna, hvor majestætisk den slags sang kan lyde – for en stund følte man sig transporteret til et smukt fjeldlandskab. Sammen med det imponerende violinspil fra Trygve Liahagen dannes den folkelige kerne af musikken. Resten af bandet tilføjer den mere jazzede kant til det hele og henad vejen ender denne ’kulning’ nærmest med at forvandle sig til en slags ’scatting’, som man kender fra jazz.

Skæve taktarter efter sengetid

Der kan argumenteres for, at Pumpegris var blevet sat på programmet på et belejligt tidspunkt i forhold til typen af musik, der var med at gøre. Musikken var superfængende, men meget intrikat, som for flere i publikum virkede til at være en smule svært at følge med til, mens klokken nærmede sig midnat. Dog var der alligevel nogle dedikerede få publikummer, som insisterede på at danse til de komplekse rytmer og usandsynlige taktarter. Som koncerten blev ved (om man rent rytmisk forstod, hvad der foregik eller ej), var det fuldkommen uimodståeligt at bevæge sig til musikken. Sagen er den, at bandets performance var så meget i top, at man næsten helt glemte den lange dag med mange indtryk, som man allerede havde haft.

Meget af denne rytmiske sofistikerethed kunne man takke den aldeles begavede trommeslager Jon Espelid for, som gjorde et vildt stykke arbejde, lige meget om rytmerne var simple eller indviklede. Helt ærligt, så leverede hele bandet sit ypperste på den lille halve time. Især nummeret ”Dritten i midten” er værd at pointere, som havde en sådan frustreret og træt-af-det-hele-energi, som uden tvivl var koncertens højdepunkt rent teknisk også. Trommerne levede sit eget liv. Bassen kom til sin ret. Violinspillet var magisk, og vokalerne var på grænsen til skrig, men på en fed, kontrolleret måde. Alt dette ramte ekstra hårdt, da det blev spillet efter den helt milde ”Kaffen er klar”, som kunne tryllebinde på en helt anden måde. Der var ærligt talt ikke en finger at sætte på det tekniske her.

”Om i ikke forstår alle ord, håber jeg i forstår meningen, den dybe mening”

Selvom om det norske sprog ligger meget tæt på vores eget, er det ikke altid til at høre, hvad der bliver sagt, når det tales for hurtigt – især ikke når det tilmed foregår på ”tyk dialekt” som forsangeren pointerede. Alligevel gjorde musikken nok i sig selv til at kommunikere en stemning og en følelse i publikum, uanset om det er den lette, hyggelige stemning af ”Kaffen er klar”, hvis tekst er betænkelig men ultimativt rolig, eller den førnævnte barnlige og samtidigt voksne frustration af ”Dritten i midten”. Nogle gange kan det være inspirerende at lade sig betage af noget, man ikke helt forstår og bare lade musikken tage styringen. Det er noget, vi alle burde gøre noget oftere – og det er der heldigvis masser af muligheder for på SPOT Festival.

Sætliste:

Livet kan jokke suge

Føkk det

Intro

Kaffen er klar

Dritten i midten

Si det som det er

Anmeldt af Jonathan Kornerup Kristoffersen

★★★★★★

Se koncertgalleriet her