Niarn

Koncertanmeldelse af Elias Rosendahl Sandbæk

Musikhuset - Aarhus- 02.10.2026

Rejst fra graven med stil - Niarn var raffineret og stadig en klasse-MC

Niarns første turné i rigtig lang tid ramte Musikhuset i Aarhus, og man skulle aldrig tro, han havde været væk

Efter en omgang opvarmning fra den unge battler og freestyler Flammen, blev spotlightet tændt endnu engang. Her så vi et liveband, der fyrede ordentlig op for publikums yndlingsmelodier, inden Niels ”Niarn” Roos genforenede dem med ”Årgang ’79”-hits, som med det samme fik salen til at virke som et fodboldstadion. Niarns stemme var intakt, som om den havde sitret og ventet på at blive sluppet løs igen. Man kunne dog klart mærke, at det ikke var den unge og vilde Niarn længere, men en mere moden Niarn, der kunne regulere og gøre et gangstershow stilet og smagfuldt. Livebandet hjalp også gevaldigt, da det lifliggjorde sanglisten, og gjorde showet endnu mere smooth, end man kan finde på skiven derhjemme. Som åbningen på weekenden var det også en fuckfinger til en hård uge, og publikum var mødt ind og med noget vildskab, der kunne rivalisere de gamle undergrunds-crowds fra starten af 00’erne. Selvom showet klart skulle handle om Niarns genfødsel og genopstandelse, som også var synligt i valget af sange, var der stadig lidt et håb om, at han ville få besøg på scenen. Desværre var der ingen møder mellem 9210 og 8210 denne gang. 

Ingen tårer - masser af ord

”Dø Til Det Her” og ”Stikkersvin” var nogle af de første numre, og de fik hele den tatoverede arm. Først efter ca. seks numre var der en velkomst, både til denne tour, men også til ”Blok 13”, og så var vi i gang igen. Med flair og swag var Niarn for alvor tilbage på en aarhusiansk scene, og publikummet råbte hvert et omkvæd tilbage. Da vi var kommet et stykke ind i koncerten, rykkede alle fire optrædende, der før stod på scenen, ned på en hævet platform i midten af Rytmisk Sal. Her tog de tempoet lidt ned med sangene ”Bare Sig Til” og ”Jimmy og Maria”, og da gutterne gik tilbage til deres poster, fortsatte de med ”Kommer Aldrig Igen (Jeanne) - Interlude”. Hele denne anden akt var lidt et mix af følelser, da nogle af sangene var ret så ikoniske, men hverken Niarn eller publikum virkede særlig påvirkede af teksterne, så dets virkning var mere som pause end som genbesøg med det hårde og triste liv i det gamle Aalborg. Lyssætningen hjalp heller ikke, da det var lidt for ukoordineret under midtersegmentet og var således ikke med til at fremtvinge nogen form for sentimentalitet. Slutningen bød dog på det drabelige setup og slamdunk af ”Livet I Den Hurtige Bane” over i ”Dobbelt A”, og så var alle brikkerne på plads på en respektabel og velsammensat forestilling.

”I er sindssyge Aarhus”

Det er sjældent publikum gør den store forskel for koncerters underholdningsniveau, men til denne koncert var publikum måske lidt for meget. De gav den gas ja, men der var en aura af mistede hjerner, en lugt af cigaretrøg og generelt gjorde det stemningen mere barnlig, end den egentlig var. Man skal jo hygge sig, men der var nogle hvis nydelse blev en smule ødelagt af denne lidt respektløse adfærd, hvilket selvsagt var ærgerligt. Ingen bebrejdelser tilgengeæld, var når lyden ramte helt rigtigt. Især Unge Jens bag trommesættet lød knivskarp i mixet, og gav masser af fylde. Lidt mere bas havde heller ikke skadet, men Niarn var også tydelig selv med hans tilrøgede stemme, der gav hans genkendelige rå vokal. Alt i alt var det en mærkværdig fredag aften. Turnéen er dog mest af alt baseret på det gamle katalog, men den nye single ”Udødelig” har lagt navn til og derfor blev man også under koncerten håbefuld… Mon om der er mere i fremtiden?

★★★★☆☆

Anmeldt af Elias Rosendahl Sandbæk

Se koncertgalleriet her

Next
Next

Lake Street Dive