Jason Derulo

Koncertanmeldelse af Jesper Albæk Poulsen

Royal Arena - København - 12.02.2026

Velanrettet tapasbord slugt på blot et par timer

 Floridas fineste viste i brøkdele højdepunkter af hele pakken og sixpack’en, da en udstyrstung pendant til Cirque Du Soleil fandt vej til Royal Arena. 

Ganske som i sommer, hvor festivalen Suset havde smidt Jason Derulo øverst på plakaten, så blev der denne aften igen leget med publikums tålmodighed. Dengang troppede en ulidelig DJ op, og prøvede at få et vindblæst og besoffent publikum op i amerikansk gear med “yo’s” og kiksede håndtegn i noget, der føltes som en evighed. Denne aften lod Derulo atter publikum vente, dog uden nogen yderligere forklaring. Offentlig kendt tidsramme var sat til start klokken 20.00, men der skulle altså stå 20.50 på dit lommeur, førend at lyset i Royal Arena blev sluttet og erstattet af et nedtællingsur, som var det nytårsaftens spring fra sofaen, der stod først for. Hvad ventetiden skyldtes, fik publikum aldrig at vide. Mit bud kunne være, at Derulo og hans crew måske var kommet til at stille urene to timer tilbage ved sidste skifte til vintertid. Ja, mit bud kunne være lige så godt som dit. Som tiden gik fra opvarmningsactet og til koncertstart, så var det svært at mærke den påståede “opvarmning”, da først Mr. Desrouleaux (tak for at spare på vokaler og konsonanter i kunstnernavnet) indfandt sig. Man frygtede faktisk, at The Last Dance, som touren hedder, skulle tages bogstaveligt. Altså, at den sidste dans allerede var indtruffet…

  Velkommen til Derulos verdener

 Den 36-årige entertainer, der har fået skabt sig så stærkt et brand og følge, at alle udgivne singler med statsgaranti rammer hitlister verden over, havde noget af en kuffert med sig. Adskillige dansere i adskillige kostumer brugte hele scenen som særskilt blikfang og konkurrerede på livet løs med ild, pyroteknik og fyrværkeri, der så igen kæmpede med røg, konfetti og laserlys - herunder en laserharpe a la Jean-Michel Jarre - og alt sammen pakket ind i forskellige tematikker og verdener. Vi var forbi Derulo Jungle og Derulo Volcano for bare at nævne nogle stykker. Der var på det visuelle udtryk som at være til en P!nk-koncert bare uden P!nk. Tja, og nu vi er ved det, så blev publikum også udstyret med et armbånd med en plasticbrik, der mest af alt lignede en wc-tabs, som kunne det, der også ofte er prikken over i’et til en Coldplay-koncert, nemlig at lyse og blinke synkront til beats, så der kommer liv i hele den påhørende myretue. På scenen var der skiftevis bardiske, lænestole, akvarier og alverdens andre tænkelige setups og gadgets, der fortalte hver sin historie til sangene, hvis ikke der var akkompagnement fra nogle meget velproducerede video-billeder på storskærmene. Rammerne til “The Last Dance” fejlede bestemt ikke noget. Farvevældet alene under “Swalla” ville overordnet nok have fået selv United Colors of Benetton til at sige: “Nu stopper I”!

“Stop sangspild”

 Anderledes forholdt det sig til de to timers sanglektion. De første fem kvarter var en varieret blanding af nyt og gammelt. Den produktive herre, der i årene 2010-2015 udgav hele fire albums, lod ikke smagsprøverne vente på sig. En af Derulos seneste sange “Sexy For Me” åbnede ballet (og lukkede det i øvrigt også), mens “Wiggle” og “Whatcha Say” allerede var vinget af efter blot fire numre. Første rigtige sing-along-moment indtraf i slutningen af koncertens første tredjedel, da der fra scenekanten blev spurgt, om der var nogle It Girls i huset (?). Dem skulle der komme flere opfordringer til og med rette, for publikum havde tydeligvis skamhørt Derulo og kunne synge med på de fleste strofer. Seneste udspil på plademarkedet ved navn “Nu King” cementerer meget godt hvilken ny Messias, der var landet i Kongens By denne aften. Albummet, som huser intet mindre end 27 sange, er et slags opkog i singler, der løbende har været udgivet siden forrige plade. Herfra var der flere nedslag i form af eksempelvis “Tip Toe” og “Acapulco”. Koncerten havde dog bare det overordnede aber dabei, at sangene var klippet og beskåret som en tapas-anretning, hvor de små hapsere hurtigt blev erstattet af noget andet. I langt de fleste tilfælde var aftenens 29 numre forkortet til to vers og to omkvæd og så ellers videre. Ikke noget peak eller modulering, men en unødvendig manøvre i at få stoppet flest mulige kalorier ned i halsen på de hungrende fans. Jeg skal hilse og sige, at en 29 sange lang koncert med Bruce Springsteen til sammenligning umuligt kunne være afviklet på to skaldede timer.

 Se mig, se mig, se mig

 Koncerten var nemlig en stram koreograferet forestilling, hvor det virkede som om, at det var vigtigt, at få folk med på præmissen om, at Derulo altså har røven fuld af hits. Det var der vel ikke en eneste, der betvivlede. Derulo er på den ene side dødcharmerende sympatisk, og så på den anden side lidt for meget. Hans behov for at krybe ud blandt publikum i tanktop og kramme hæmningsløst blandt de kønneste piger var måske lidt 10 år for sent. Hans behov for filosofiske videoindslag i bar overkrop og ulynede bukser er på grænsen til storhedsvanvid. Vaskebrættet skulle absolut lige flashes, som var Derulo et udsmidt cast fra et producerskabt boyband i 90’erne. Han modarbejder i hvert fald ikke et underordnet kropsideal, lad mig sige det sådan. Folk virkede tilsyneladende til at lappe det hele i sig, og Royal Arenas stolerækker holdt sig en hviledag, for det siddende publikum sad stort set ikke. Der er desuden også lidt tyveknægt over Derulo, der flittigt har lånt tunes fra andre kunstnere. Der skal sådan set nok være publikum, der ikke har fanget, at Derulo har lånt Robin S’ catchy beat fra “Show Me Love” til “Don’t Wanna Go Home”, inkorporeret Sway/Mucho Mambo i “Spicy Margarita eller nok ikke ville have hittet med “Complicated” foruden Avril Lavignes snaser. Men hvad gør man ikke for at skabe en god fest? Jo jo, altså lånte fjer som mellemspil af House of Pains “Jump Around”, The White Stripes’ “Seven Nation Army”, Daft Punks “Get Lucky” og Black Eyed Peas’ “I Got A Feeling” bragede også igennem, som skulle Derulo selv være løbet tør for hits.

Top og bunderholdende misk-mask

 Der var stærke oplevelse i form af “In My Head” og hyper club stemning på Shouse-coveret “Love Tonight”, men også komplette svipsere i form af TikTok-fænomenet “Savage Love”, der stadig minder om dengang det sociale medie stadig hed musical.ly og var forbundet med pre-teens, der mimede til tidens toner. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvilken blæsebælg, der har stået fadder til Derulos svar på “Baby Shark”, men det minder om et irriterende stykke lydfyldt legetøj, der har ligget parkeret under juletræet og nu lige er pakket ud, mens den voksne families smil stivner og minder hinanden om, at man fremover ikke er på gave med moster Jytte. Endnu værre blev det, da den hæslige DJ fra Esbjerg dukkede op og overtog shinet, mens Derulo var røget i sminken for at gøre klar til aftenens afslutning. Mit nemesis braldrede løs og dette og hint og gav sig så til at smide et remix af “alle” de sange, som Derulo altså ikke havde plads til at spille denne aften. En eklatant fejl at lade denne pauseklovn få taletid, men den slags er åbenbart typisk for USA for tiden. Heldigvis kom Derulo tilbage inden for forholdsvis kort tid. Til al held kunne han denne gang klokken, og der var gudskelov tid til en forrygende finale med “Trumpets”, “Talk Dirty” og aftenens bedste indslag i form af “Want You To Want Me”. Disse tre blev nemlig leveret i fuld længde og med opsparet konfetti og højoktane flammer. Et brag af en finale, hvor der også var plads til lidt leflen med ordene “maybe the craziest crowd” og “you look good and you sound good”. Jeg skal da heller ikke være bleg for at mene, at denne form for show egner sig langt bedre som arena event end midt i en containerpark på Esbjerg havn. Derulo kom hermed bedre til sin ret denne aften. Det var sådan set egentlig ret underholdende for det meste.

 Et ret vildt foretagende kunne nu pakkes ned og flyttet i retning mod næste spillested. Nu King has left the building, inden han kunne få et par gode råd med på vejen. De skulle i så fald have været, at det faktisk ville være helt ok at lade den medbragte kuffert blive lidt lettere. Så mange kilojoule er ikke nødvendige, og vi vil meget hellere høre hele versioner af halvt så mange sange.

Sætliste:

Sexy For Me

Wiggle

Acapulco

Whatcha Say

Marry Me

Ta Ta Ta

Who Hurt You

Swalla

Komasava

Tip Toe

It Girl

Complicated

Ridin’ Solo

Spicy Margarita

Take You Dancing

Jalebi Baby

Savage Love

U + I

Don’t Wanna Go Home

In My Head

Love Tonight (Shouse-cover)

The Other Side

You DJ, I’ll Drive

Cheyenne

Breathing

Trumpets

Talk Dirty

Want You To Want Me

Sexy For Me

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

★★★★☆☆

Se koncertgalleriet her